Aalborg-profil havner i en af verdens bedste ligaer
Aalborg Pirates må vinke farvel til endnu en af klubbens danske profiler, men han bliver erstattet af potentielt ligeså stor profil
Kort efter sæsonens sidste Aalborg Pirates-kamp kom det frem, at klubben mister Jeppe Jul Korsgaard, der har brugt en klausul i sin kontrakt til at ophæve samarbejdet et år før udløb.
Nu vinker en anden Aalborg Pirates-profil farvel til klubben før kontraktudløb.
Der er tale om Anders Koch, der har fået et tilbud fra en klub i den bedste finske række, Liiga. Det er en mulighed, som Aalborg Pirates ikke vil stå i vejen for, så parterne har ophævet Kochs kontrakt efter gensidig forståelse hedder det i en pressemeddelelse.
- Anders kom til Aalborg forud for 2021/22 sæsonen fra Esbjerg, og han har udviklet sig til en af ligaens bedste skøjtende backs over de seneste tre sæsoner. Da Anders fik muligheden for at komme til Finland, ønskede vi naturligvis ikke stå i vejen for dette, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Kochs afsked har været en offentlig hemmelighed i et stykke tid, og det har hans afløser sådan set også. Ronny Larsen har nemlig været vaks ved havelågen i sin søgen efter en passende afløser for Anders Koch.
Det bliver den nu tidligere Odense-profil Nicolai Weichel, der kommer til Aalborg på en kontrakt gældende for de to kommende sæsoner.
- Nicolai er en stærk defensiv back, der har fokus på det defensive arbejde i egen zone, hvor han er solid i sin placeringsevne på isen, og lukker ned for modstanderne. Weichel bliver en vigtig del af vores spil i boxplay i de kommende sæsoner, siger Ronny Larsen, der også glæder sig over, at han får en spiller til klubben, der har store lederegenskaber.
- Nicolai er en gennemrutineret spiller, der netop har spillet sin 10. sæson i Metal Ligaen, så vi er ikke i tvivl om, hvilken spiller vi får ind på holdet. Weichel er en ledertype, der går forrest til kamp, men også til træning, lyder det fra Ronny Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.