Aalborg-profil lovpriser finalemodstander
Det er et rigtig godt hold, der venter på Aalborg Pirates i Final4-finalen i følge Lasse Bo Knudsen
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:12
ISHOCKEY: De var de to bedste hold i deres respektive semifinaler, og derfor er det også naturligt, at de står over for hinanden i lørdagens finale i Metal Cuppens Final4.
Det drejer sig om Metal Ligaens nummer 1 og 2 ved henholdsvis Aalborg Pirates og Herning Blue Fox, og en af Aalborgs profiler har stor respekt for deres kommende modstander.
- Åh, Herning har et rigtig godt hold, så jeg forventer en rigtig tæt kamp igen. Det bliver god ishockey i rigtig højt tempo, siger Lasse Bo Knudsen.
Det skal være et godt spillende Aalborg Pirates-hold, der rammer isen lørdag, hvis de skal have en chance imod et af de bedste hold i Danmark.
- Vi skal komme ud med noget af det samme fight som i semifinalen. Det er sådan noget, der tæller i en sidste kamp, som den mod Herning Blue Fox er.
Aalborg Pirates kom bagud mod Frederikshavn White Hawks i semifinalen fredag, og det skal de måske undgå, når finalen spilles lørdag, selvom de flere gange har vist god moral efter at være kommet bagud i kampe.
- Vi har haft mange kampe, hvor vi er kommet bagud her på det seneste, hvor vi bare siger, 'vi skal videre', og vi er dygtige til at komme hurtigt videre lige i tiden, og det er en kæmpe styrke fremadrettet.
- Det viser, at vi er begyndt at stå tættere sammen, arbejder for hinanden, og at vi ikke lader os slå ud af, at de scorer. Vi ved, at vi også godt kan score, vi har også gode spillere, og vi kan også godt afgøre kampen.
Der var god stemning i Sparekassen Danmark Isarena fredag, da de to semifinaler blev spillet og især da Aalborg Pirates spillede, hvilket er naturligt, når de spiller deres hjemmekampe i arenaen til dagligt, og det var også som at være hjemme igen for Lasse Bo Knudsen efter nogle år, hvor tilskuerne ofte har manglet.
- Det er lang tid siden, at det har føltes sådan her. Corona og skidt har sat en stopper for meget, men det her var ligesom at være hjemme, sluttede Aalborg Pirates-spilleren.
Aalborg Pirates vandt kampen mod Frederikshavn White Hawks med 2-1 på mål af Johan Skinnars og Jeppe Jul Korsgaard. Lørdag 20.00 spilles finalen mod Herning Blue Fox i Sparekassen Danmark Isarena.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.