Aalborg sælger anføreren til fransk storklub
Anfører René Antonsen har rundet 500 kampe for de danske håndboldmestre, men til sommer siger han farvel
René Antonsen har været med på stort set hele opturen med Aalborg Håndbold.
Siden han blev rykket op fra ungdomsafdelingen til førsteholdstruppen har stregspilleren været med til at vinde syv danske mesterskaber og tre pokaltitler, samt to sølvmedaljer i EHF Champions League.
Men til sommer siger kulturbæreren farvel. Den 33-årige anfører er efter eget ønske blevet solgt til den franske storklub HBC Nantes. Han havde ellers kontrakt med Aalborg til sommeren 2027.
- Jeg har stort set hele min karriere spillet i Aalborg Håndbold, hvilket jeg er både glad for og meget stolt over. Er der én ting jeg dog ikke har prøvet endnu, så er det et ophold i udlandet. Derfor har jeg sammen med min familie valgt, at det her er muligheden for at udleve den drøm, samtidig med at jeg kan fortsætte i en klub der også spiller på et højt niveau og er fast inventar i Champions League, siger René Antonsen i en pressemeddelelse fra klubben.
De eneste sæsoner han ikke har spillet for Aalborg var fra 2013 til 2015, hvor han var en tur i Ribe-Esbjerg HH.
Han understreger, at det selvsagt bliver vemodigt at skulle sige farvel, men at fokus i første omgang er på at slutte godt af i Aalborg.
- Jeg vil gøre alt der står i min magt for at kunne afslutte min tid i klubben med endnu en pokaltitel og et dansk mesterskab, samt forhåbentlig en plads ved Champions League Final4-stævnet i Köln, siger anføreren.
Sonderer markedet
Direktør Jan Larsen græder med det ene øje og smiler med det andet, når det gælder salget af anføreren til HBC Nantes.
- Der skal ikke være tvivl om, at René i den grad er en kulturbærer og en institution i Aalborg Håndbold, som vi selvfølgelig gerne havde set fortsætte i klubben. Når det er sagt, så har René altid været en bundloyal og særdeles vellidt ambassadør for os, hvorfor vi heller ikke betænkte os længe, da vi skulle beslutte, om vi ville efterkomme hans ønske og sælge ham til Nantes, siger Jan Larsen.
Direktøren er allerede langt i søgningen efter en afløser for René Antonsen.
- Afskeden med René betyder naturligt nok, at vi skal finde en erstatning på stregpositionen, men vi er godt i gang med at sondere markedet og håber, at vi snarest muligt kan præsentere en afløser, siger Jan Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.