Aalborg-stjerne brillerede i topkamp og jagter det perfekte punktum efter 14 års eventyr

Efter 14 år i nogle af Europas største klubber rejser Aron Pálmarsson til sommer hjem til Island, men først skal han slutte godt af i Aalborg Håndbold. Det fik en god begyndelse lørdag med en stor præstation i topkampen mod GOG

GOG-forsvaret kunne ikke styre Aron Pálmarsson i lørdagens kamp. Islændingen scorede seks gange og delte Aalborgs topscorerværdighed med Felix Claar. <i>Foto: Bente Poder</i>

GOG-forsvaret kunne ikke styre Aron Pálmarsson i lørdagens kamp. Islændingen scorede seks gange og delte Aalborgs topscorerværdighed med Felix Claar. Foto: Bente Poder

AALBORG:Aalborg Håndbold tog lørdag et stort skridt mod at vinde HTH Herreligaens grundspil, da rivalerne fra GOG blev slået med 30-26.

Med syv spillerunder tilbage er der nu to point ned til fynboerne på andenpladsen, og i kraft af et bedre indbyrdes regnskab vil Aalborg Håndbold også trække det længste strå i tilfælde af pointlighed.

- Det var en ekstremt vigtig sejr. Vi ved godt, at vi ikke har afgjort noget i eftermiddag, men vi har taget et godt skridt mod at vinde grundspillet. Det er et af vores delmål, fordi det kan vise sig at være afgørende i forhold til europæisk deltagelse i næste sæson, konstaterer Aalborg Håndbolds cheftræner, Stefan Madsen.

Nordjydernes sejr kom i hus uden Mikkel Hansen, der stadig er plaget af den knæskade, han pådrog sig ved VM. Den nu tredobbelte verdensmester var på Aalborgs holdkort uden at være spilleklar.

- Det var ikke for at fake noget over for GOG. Jeg tror godt, at de vidste, at han ikke ville komme på banen, men vi er i en periode, hvor vi har brug for, at hele flokken finder sammen. Det var dejligt at se det engagement, Mikkel havde ude på bænken, hvor han kom med inputs til både spillere og trænere, siger Stefan Madsen.

Mikkel Hansen måtte nøjes med at bidrage med moralsk opbakning og gode råd til holdkammeraterne i lørdagens kamp. <i>Foto: Bente Poder</i>

Mikkel Hansen måtte nøjes med at bidrage med moralsk opbakning og gode råd til holdkammeraterne i lørdagens kamp. Foto: Bente Poder

I Mikkel Hansens fravær brillerede en anden af Aalborg Håndbolds stjerner. Aron Pálmarsson kom også hjem fra VM med en skade, men det var ikke til at se lørdag, hvor islændingen scorede seks gange og derudover stod for flere fine frispilninger af Aalborgs stregspillere.

- Jeg kom tilbage med en skade i læggen. Det har jeg haft rigtig mange problemer med de sidste par år, men det var ikke så alvorligt denne gang. Jeg har trænet fint for mig selv, og i de sidste par dage har jeg trænet med holdet. Jeg mærkede ingenting til det.

- Det var planen, at jeg kun skulle spille to gange et kvarter, og når man tænker på, at jeg kun var med i angrebet, spillede jeg måske heller ikke mere end det, og det gik jo rigtig fint. Jeg kom godt til mine skud, og de kom ikke rigtigt ud til mig i dag. Det udnyttede jeg heldigvis fint, siger Aron Pálmarsson.

Stefan Madsen var også meget imponeret over, hvad islændingen præsterede i sin comebackkamp.

- Det var en fornøjelse at se. Vi havde et ur på ham ude på bænken, så vores fysioterapeut havde styr på, at han ikke spillede for meget, men det var jo bare dejligt at se, hvordan han præsterede, siger Stefan Madsen.

Dermed fik Aron Pálmarsson en god begyndelse på det sidste halve år i Aalborg Håndbold. Til sommer går turen hjem til Island og FH Hafnarfjordur efter en udlandskarriere på 14 år, der begyndte i Kiel og også har haft stationer som Veszprém og Barcelona, inden punktummet nu bliver sat i Aalborg.

- Det er en lidt mærkelig situation, at jeg efter så mange år i udlandet skal hjem til sommer, så det handler for mig bare om at nyde hver eneste træning og kamp, jeg har tilbage i den her store klub. Mit mål er, at vi skal vinde det hele, siger Aron Pálmarsson.

Henrik Møllgaard lod ikke til at være mærket af en hård VM-turnering. Veteranen spillede en god forsvarskamp, og i slutfasen bidrog han også med en vigtig scoring på straffekast. <i>Foto: Bente Poder</i>

Henrik Møllgaard lod ikke til at være mærket af en hård VM-turnering. Veteranen spillede en god forsvarskamp, og i slutfasen bidrog han også med en vigtig scoring på straffekast. Foto: Bente Poder

Islændingen mærkede intet til skaden i læggen efter lørdagens kamp, og derfor burde han også være spilleklar torsdag, når Champions League genåbnes med en hjemmekamp mod ungarske Pick Szeged. Til gengæld er det stadig uvist, om Mikkel Hansen bliver klar til den kamp. 

- Man kan altid håbe, men om det er realistisk, må tiden vise. Jeg tror dog på, at vi har lavet en god investering ved at holde Mikkel ude af den her kamp, siger Stefan Madsen.

Værre ser det ud for ellers netop tilbagevendte Buster Juul, der var uheldig ved fredagens træning. Venstrefløjen må formentlig imødese en ny skadespause på adskillige uger.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.