Aalborg-svømmere hentede flere medaljer på sidstedagen
Aalborg Svømmeklub sluttede DM på langbane med at hente både sølv- og bronzemedaljer

Katrine Bukh Villesen fik to medaljer mere med hjem fra DM på langbane. Arkivfoto: Andreas Falck
SVØMNING:Det blev til to sølvmedaljer og to bronzemedaljer til Aalborg Svømmeklub på sidstedagen af de danske mesterskaber i langbanesvømning i Helsingør.
På kvindernes 100 meter rygsvømning rakte Katrine Bukh Villesens tid på 1.04.55 til det næsthøjeste trin på medaljeskamlen. Kun Victoria Bjerre fra Gladsaxe Svømmeklub var hurtigere i tiden 1.04.07 minutter.
Katrine Bukh Villesen bidrog også til, at Aalborg Svømmeklub hentede sølv i holdkappen på 4x100 meter fri. Sammen med Camilla Ottesen, Lisa Rijkhoff og Line Jørgensen Bruun svømmede hun en andenplads i land i tiden 3.53.83 minutter. Hovedstadens Svømmeklub var hurtigere i tiden 3.51.72 minutter.
I mændenes 100 meter brystsvømning blev det til en bronzemedalje for Aalborg Svømmeklubs Janus Meinert, mens Line Jørgensen Bruun fik en medalje af samme karat i kvindernes 200 meter fri.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.