Golf

Aalborg-talent fik dramatisk oprykning

Hamish Brown fra Aalborg Golf Klub skal spille Challenge Tour næste sæson. Men pladsen blev kun sikret med den mindste margin

Aalborgs Hamish Brown kan nu kalde sig Challenge Tour-spiller i 2023-sæsonen.
Aalborgs Hamish Brown kan nu kalde sig Challenge Tour-spiller i 2023-sæsonen. Arkivfoto: Henrik Louis

GOLF: Fredag sikrede 23-årige Hamish Brown en plads på Europas næstbedste golftour, da aalborgenseren rundede sæson på Nordic League af på Møn.

Her endte han med et af de fem kort til den højere tour, Challenge Tour. Men det hele stod og faldt med, om kollegaen John Axelsen holede sig birdieputt som en af dagens sidste spillere. Det ville nemlig afgøre, om Hamish Brown endte tilstrækkeligt højt på ranglisten over hele sæsonen til at avancere fra den nordiske tour.

- Jeg var fint tilfreds med mit spil, da jeg kom ind. Men jeg sad med en tom fornemmelse og tænkte, at det var glippet med et par hundrede euro, fortæller Hamish Brown.

Men så skete der ting og sager ude på banen, hvor to grupper fortsat var i gang. Pludselig stod og faldt tourkortet med kollegaens putt, som blev sendt forbi hullet. Dermed var oprykningen en realitet.

- Jeg kan godt leve i presset, når jeg selv spiller, men det er ikke sjovt, når andre har min skæbne i hænderne. Når jeg har slugt den her oplevelse, skal jeg være pærestolt af, hvad jeg har opnået, og hvordan jeg har udviklet mig i år. Udviklingen er det vigtigste, og så er det en kæmpe bonus med Challenge Tour, siger han.

- Jeg er stolt af at se de uendelige timer på træningsbanen give noget i sidste ende, tilføjer Brown.

Hamish Brown var indtil for få uger siden landsholdsspiller og en af landets bedste amatørspillere. Men efter VM for klubhold i Frankrig fik han en professionel status og kan nu tage et skridt op tidligt i sin professionelle karriere.

Tilbage i sæsonen for 2022 er der også en mulighed for at ramme højeste hylde. Gennem den såkaldte tourskole kan Hamish Brown nemlig også spille sig hele vejen til DP World Tour, hvis alt går op i en højere enhed.

- Jeg skal bare gøre det samme, som jeg gør nu. Alle de andre er bare mennesker, der også kan spille golf. Gør jeg min ting, så er jeg sikker på, at jeg står et andet sted om et år, siger han om sin udvikling.

Hamish Brown vandt i fjor EM for hold med det danske landshold. Han er desuden søn af Aalborg Golf Klubs cheftræner, Marcus Brown.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden