Aalborg tog sig en morfar på isen: Se målene, der rejste dem
Guldfavoritterne fra Aalborg Pirates formåede kun med nød og næppe at bringe sig foran i kvartfinaleserien mod undertippede Rødovre
Opdateret kl. 21:28
Aalborg Pirates har på papiret rejst sig i DM-kvartfinalen mod Rødovre, efter at de overraskende tabte seriens første opgør på egen is.
Tirsdag aften fulgte de på weekendens sejr i hovedstaden med en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr i Sparekassen Danmark Arena, og dermed fører aalborgenserne nu duellen med 2-1 i kampe.
Det er dog stadig svært at tro på, at Pirates' aktuelle niveau rækker til at gå hele vejen til guldet. Der er i hvert fald så rigelig plads til forbedring i spillet.
- Ishockey, Metal Ligaen
- 3. DM-kvartfinale
- Periodecifre: 1-1, 1-0, 0-0
- Mål: 0-1 Sami Moilanen (2.17), 1-1 Julian Jakobsen (9.51), 2-1 Jeppe Jul Korsgaard (34.44)
- Udvisninger: Aalborg 1x2 min., Rødovre 0
- Tilskuere: 3079
- Aalborg Pirates fører kvartfinaleserien 2-1 i kampe
- Det første hold til at vinde fire kampe går videre til semifinalen
Hjemmeholdet startede tirsdagens opgør helt forfærdeligt og kom hurtigt bagud 0-1. Siden fik Rødovre-spillerne nærmest lov til at gøre, hvad der passede dem, og i de efterfølgende minutter brændte gæsterne to kæmpechancer for tomt mål.
I stedet for en chokerende men ikke ufortjent 3-0-føring til Rødovre, fik Aalborg Pirates udlignet til 1-1 efter knap 10 minutter. Julian Jakobsen drog profit af, at Jeppe Jul Korsgaard fjernede målmandens udsyn på kaptajnens flade afslutning.
Trods målet var der stadig langt mellem både tacklinger og præcise pasninger fra aalborgenserne i den resterende målløse del af 1. periode.
Pirates dominerede i større grad i 2. periode, men skuddene blev for ofte løsnet, når Rødovres målmand havde frit udsyn.
Godt fem minutter før periodepausen faldt føringsmålet dog endelig, da Jeppe Jul Korsgaard brugte baghånden til at sende en løs returpuck ind til 2-1.
3. periode var den mest ensidige i tirsdagens forestilling, men der manglede fortsat form over Aalborg Pirates' offensive spil, og derfor fik de aldrig dræbt kampen med den tredje scoring.
I stedet var Rødovre tæt på at udligne med fem sekunder tilbage, da en tilfældig puck sneg sig lige forbi målmand George Sørensen. Aalborg Pirates og de 3079 tilskuere slap dog med skrækken.
Se målene fra tirsdagens kamp herunder - bragt i samarbejde med Metalligaen.tv:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.