Aalborg-topscorer i tysk søgelys
Omar Ingi Magnusson tæt på aftale med SC Magdeburg
Opdateret kl. 11:52
HÅNDBOLD: Med 129 mål i grundspillet og 15 yderligere fuldtræffere i de to første slutspilskampe har Omar Ingi Magnusson været en kæmpe profil i Aalborg Håndbolds sæson.
Den 22-årige islænding kom til Aalborg fra Århus Håndbold i sommer, men allerede inden højrebackens første sæson er slut, er han kommet i søgelyset hos udenlandske klubber.
Ifølge hjemmesiden Volkstimme er bundesligaklubben SC Magdeburg tæt på at lave en aftale med Omar Ingi Magnusson gældende fra sommeren 2020, hvor islændingens kontrakt i Aalborg udløber.
Tyskerne har ifølge hjemmesiden udset sig Aalborg-topscoreren som erstatning for svenske Albin Lagergren, der er på vej til Rhein Neckar Löven.
SC Magdeburg har i øjeblikket to tidligere Aalborg-spillere i truppen i skikkelse af målmand Jannick Green og Mads Christiansen. Sidstnævnte vender fra næste sæson hjem til Aalborg Håndbold, hvor han netop skal konkurrere med Omar Ingi Magnusson om spilletiden.