Aalborg Håndbold

Aalborg-træner er hårdt ramt af krise: - Min sværeste tid

Stefan Madsen har haft stor succes, siden han i 2018 blev cheftræner i Aalborg Håndbold, men efter tre nederlag i træk er opgaven nu en anden

Aalborg Håndbold har tabt tre gange i træk for første gang i Stefan Madsens tid som cheftræner.
Aalborg Håndbold har tabt tre gange i træk for første gang i Stefan Madsens tid som cheftræner. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG: Da Aalborg Håndbold lørdag forlod Sparekassen Danmark Arena med et nederlag så klart som 24-31 til Skanderborg-Aarhus, var det også med visheden om, at de ambitiøse nordjyders resultater er de værste i næsten fem år.

Nederlaget var Aalborg Håndbolds tredje i træk, og det er ikke sket siden februar 2018.

- Vi må indrømme, at det er en svær tid. Vi kæmper meget med at finde den frigjorthed, som vi har spillet med tidligere. Før nederlagene kæmpede vi også i nogle kampe med nogle sygdomstegn, hvor det alligevel lykkedes os at få redet stormen af. Det har vi ikke kunnet i de seneste kampe, og det kulminerede selvfølgelig i lørdags, hvor vi var rigtig langt fra det, vi gerne vil stå for.

- Det, der beroliger mig, er dog, at jeg mærker en voldsom lyst til at arbejde sig ud af tingene, og der er ikke nogen anden vej end at knokle hårdt på. Jeg fornemmer selvfølgelig en frustration internt over, hvorfor det kan være, at vi ikke kan få forløst tingene, men jeg kan ikke pege fingre ad nogen, der ikke gør, hvad de kan. Alle er bevidste om, at vi er i samme båd, og at det her er noget, vi skal arbejde os ud af sammen, siger Aalborg Håndbolds cheftræner, Stefan Madsen.

Han overtog cheftræneransvaret i sommeren 2018, og siden er det blevet til både danske mesterskaber og pokaltitler samt deltagelse i Champions Leagues finalfour.

Lige nu er overskriften en væsentlig anden.

- Der er ingen tvivl om, at det er den sværeste periode i min tid som cheftræner. Vi har haft mange store opgaver, men det her er en stor opgave på en anden måde, og det indeholder selvfølgelig også en stor del af selvkritik, i forhold til hvilke knapper jeg skal trykke på.

- Der er ingen af de her drenge, der er blevet dårligere håndboldspillere, så det handler om, at vi i fællesskab finder den rette opskrift, for både på og uden for banen er der selvfølgelig forventninger til os om, at vi gør det bedre, siger Stefan Madsen, der ikke lægger skjul på, at han personligt også er ramt af de dårlige resultater.

- Selvfølgelig er jeg hårdt ramt af det, men det er spillerne også. Vi er alle sammen ærekære, og der er store forventninger til os. De kommer dog primært internt fra, for vi ved, at vi som hold har et enormt potentiale, og derfor bliver man selvfølgelig ramt af det, når tingene ikke fungerer. Vi ved godt, at der vil være perioder i løbet af en sæson, hvor det er svært, men det handler om at gøre den periode så kort som muligt, siger Stefan Madsen.

Det åbenlyse problem for Aalborg Håndbold har været, at man slet ikke er kommet ordentligt ud af starthullerne i kampene. I de tre nederlag mod KIF Kolding, Nantes og Skanderborg-Aarhus er Aalborg kommet bagud med henholdsvis 1-6, 1-4 og 0-4.

- Det har været afgørende, for det har betydet, at vi har skullet for meget på jagt. Mod Nantes var vi irriterede, for der manglede vi overskud og udtryk, men jeg så faktisk bedre tendenser mod Skanderborg-Aarhus, hvor vi så manglede kvalitet, sikkerhed og frigjorthed. Selv om det kan lyde mærkeligt, synes jeg derfor, at vi er på rette vej, men vi er selvfølgelig stadig langt fra at være der, hvor vi skal være, siger Stefan Madsen.

De dårlige indledninger er dog selvsagt et stort tema i Aalborg-lejren.

- Vi har været alle små procedurer igennem, for vi skal selvfølgelig se, om der er nogle mønstre, der skal brydes. Der skal nok på den korte bane ruskes op i nogle ting, men vi skal også holde fast i de ting, der har skabt vores kultur og båret os hertil, så selv om vi skal reagere nu, skal vi også bevare roen og undgå at gå i panik, siger Stefan Madsen.

Han og Aalborg-holdet får mulighed for at bryde den negative trend, når der torsdag aften venter en udekamp i Champions League mod Nantes.

En sejr er nødvendig, hvis Aalborg Håndbold skal holde liv i håbet om at slutte i top-to i puljen og dermed gå direkte i kvartfinalerne.

- Vi skal vinde, hvis vi skal drømme om en af de to øverste pladser, men jeg tænker ikke så meget på tabellen i øjeblikket. Jeg fokuserer på signalerne i spillet, og om vi spiller med det overskud, vi skal.

- Nantes er et hold, vi skal kunne matche, men som vores situation er nu, skal vi selvfølgelig finde noget ekstraordinært frem. Det er måske meget godt, at det er sådan en kamp, for alle ved, at vi skal ud at præstere vores maksimale, siger Stefan Madsen.

Der er kampstart i Nantes torsdag aften klokken 20.45.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden