Håndbold

Aalborg-træner er halvvejs mod en gylden bonus

Simon Dahl er halvvejs mod det perfekte dusin som cheftræner for Aalborg Håndbold

Simon Dahl er et af samtaleemnerne i nyeste episode af GIGA - podcasten om Aalborg Håndbold.
Simon Dahl er et af samtaleemnerne i nyeste episode af GIGA - podcasten om Aalborg Håndbold. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 06:47

Seks kampe og seks sejre. Det er den perfekte status for Aalborg Håndbold ovenpå forfremmelsen af Simon Dahl til cheftræner.

Ifølge holdets rutinerede fløjspiller Kristian Bjørnsen, er det langt fra et udtryk for tilfældigheder.

- Vi har fået en ny og positiv energi ind i truppen. Det er ikke fordi, at vi nu gør alt anderledes, men Simon Dahl indrager os spillere lidt mere og prøver at skabe et fælles ejerskab. 

- Samtidig spiller han virkelig bredt og bringer alle i spil, så ingen bliver slidte, analyserer nordmanden i nyeste episode af GIGA - podcasten om Aalborg Håndbold.

Træneren er dog kun halvvejs gennem det kampprogram frem mod jul, der lå foran ham, da han i starten af november tog over efter fyrede Maik Machulla.

Yderligere seks kampe blinker forude, og her er ambitionen seks nye sejre. Sker det, vil Simon Dahl sende et stærkt signal til direktør Jan Larsen om, at han er værd at bygge videre på som cheftræner. 

I skrivende stund har den unge træner kun midlertidigt fået nøglerne til butikken - med udløb til sommer.

Skal vise karakter

- Indtil videre har han sendt et udmærket ansøgningsskema, og vinder Aalborg også de seks sidste kampe frem mod jul, er det da ikke urealistisk, at Simon Dahl kan blive gjort til permanent træner, for han er faglig dygtig, siger den tidligere træner, agent og nuværende konsulent, Peter K. Bertelsen.

Kristian Bjørnsen (tv.) og Peter K. Bertelsen er gæster i nyeste episode af GIGA - podcasten om Aalborg Håndbold. Foto: Claus Jensen

- Det kræver selvfølgelig også, at Simon viser karakter i de kampe, hvor tingene ikke glider, og at han er i stand til at håndtere det pres, der kommer både internt og ekstent. Det er jo nogle faktorer, som følger med, når man er træner i Aalborg Håndbold, hvor ambitionerne er så enorme. Man skal jo faktisk blive dansk mester og også helst nå frem til Final4 i Champions League, uddyber han i podcasten.

Jagter særlig billet

Den førstkommende opgave for Aalborg Håndbold er på papiret den sværeste, når de torsdag aften gæster Pick Szeged i Champions League til en direkte duel om andenpladsen i puljen.

- Vi tager til Ungarn for at hente to point, for det vil betyde, at det ser rigtig godt ud i forhold til at tage en direkte billet til kvartfinalerne, siger Kristian Bjørnsen.

I podcasten sætter den 35-årige nordmand også ord på sine egne fremtidsplaner og deler sine tanker om den voldsomme belastning, der bliver lagt på landsholdsspillerne i en sæson med både OL og VM i kampkalenderen.

Du kan lytte hele episoden hos blandt andre Apple Podcasts, Spotify og Acast, hvor du også finder et stort bagkatalog af udsendelser med Aalborg Håndbold i fokus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden