Aalborg-træner forudser voldsom CL-pulje: Her er hans målsætning

Aalborg Håndbold er havnet i selskab med flere storklubber i Champions League, men træner Stefan Madsen har ikke opgivet drømmen om at gå direkte i kvartfinalerne

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen kan se frem til hård modstand i Champions League. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen kan se frem til hård modstand i Champions League. Arkivfoto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Storkampene kommer til at stå i kø, når Aalborg Håndbold igen i den kommende sæson deltager i Champions League.

Nederlaget til GOG i DM-finalerne betød, at Aalborg Håndbold måtte søge om et wildcard til håndboldens fineste klubturnering. Det fik man, men konsekvensen var, at nordjyderne ved fredagens lodtrækning var placeret i nederste seedningslag.

Lodtrækningen faldt sådan ud, at Aalborg Håndbold i gruppespillet skal op imod Barcelona fra Spanien, polske Kielce, de ungarske mestre Pick Szeged, tyske THW Kiel samt franske Nantes, Celje fra Slovenien og norske Elverum.

- Det er en voldsom pulje, må man sige. Det havde det været uanset, hvordan lodtrækningen var faldet ud, men der er virkelig lagt i kakkelovnen til nogle store kampe, konstaterer Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

De to Champions League-puljer

  • De 16 Champions League-hold er fordelt i to puljer. De seks bedste hold fra hver gruppe går videre.

  • Gruppe A:
  • Paris SG(Frankrig)
  • SC Magdeburg (Tyskland)
  • GOG (Danmark)
  • FC Porto (Portugal)
  • CS Dinamo Bukarest (Rumænien)
  • Telekom Veszprém (Ungarn)
  • Orlen Wisla Plock (Polen)
  • HC PPD Zagreb (Kroatien)

  • Gruppe B:
  • Pick Szeged (Ungarn)
  • Barcelona (Spanien)
  • RK Celje (Slovenien)
  • Lomza Kielce (Polen)
  • THW Kiel (Tyskland)
  • HBC Nantes (Frankrig)
  • Elverum Handball (Norge)
  • Aalborg Håndbold (Danmark)

Mest bemærkelsesværdigt er det, at Aalborg Håndbold havnede i pulje med den netop overståede Champions League-sæsons to finalister Barcelona og Kielce.

- Jeg vurderer umiddelbart, at de har samme styrke igen i den kommende sæson, så det bliver helt sikkert nogle store opgaver, siger Stefan Madsen, der også kan se frem til gensyn med Kiel og Pick Szeged, som Aalborg Håndbold var i pulje med i den forgangne sæson. Aalborg Håndbold besejrede begge hold hjemme i Sparekassen Danmark Arena, mens det blev til nederlag på udebane.

Førstnævnte har den kommende Aalborg-målmand Niklas Landin og den tidligere Aalborg-stjerne Sander Sagosen på holdet. Sidstnævnte går dog formentlig glip af den første halvdel af sæsonen på grund af en alvorlig ankelskade, som han pådrog sig mod slutningen af sidste sæson.

- Det er også nogle prominente modstandere, og det vil kræve store præstationer at slå dem. Kiel har en fantastisk hjemmebane, men vi vil gøre alt for at drille vores kommende holdkammerat, siger Stefan Madsen med henvisning til Niklas Landin.

Pick Szeged overraskede i den forgangne sæson ved at vinde det ungarske mesterskab foran Veszprém.

- Det vidner jo om en enorm kvalitet, og det er også et hold med en fantastisk hjemmebane. Jeg glæder mig dog til, at vi skal spille i deres nye hal i stedet for den gamle hal, de har spillet i i mange år, siger Stefan Madsen.

I den forgangne sæson sluttede Aalborg Håndbolds Champions League-eventyr i kvartfinalerne, hvor det blev til et nederlag til Veszprém. Inden da imponerede nordjyderne dog ved at vinde sin pulje og dermed gå direkte i kvartfinalerne. Den samme belønning får nummer to i puljen, men med fredagens lodtrækning kan det måske blive svært at gentage den bedrift.

- Vi kommer til at jagte det med alt, hvad vi har, men det er som sagt nogle store opgaver, vi står overfor. Viser det sig, at vi står med muligheden for at tage en af de to øverste pladser, vil vi selvfølgelig gøre alt for at opnå det, siger Stefan Madsen.

Mens nummer et og to går direkte i kvartfinalerne, sikrer nummer tre, fire, fem og seks sig en plads i ottendedelsfinalerne. Nummer syv og otte går ikke videre.

- Nantes, Celje og Elverum har vi en god chance imod. Det er hold, vi skal kunne måle os med, men det er bestemt ikke nemt at tage point i hverken Celje eller Nantes, og Elverum viste også i sidste sæson, at de har fået mere og mere erfaring i Champions League, og de præsterer efterhånden også på et højt niveau.

- I første omgang handler det for os om at gå videre, og får vi så muligheden for at spille os direkte i kvartfinalerne, går vi som sagt benhårdt efter det, siger Stefan Madsen.

I forhold til den forgangne sæson forstærkes Aalborg-holdet af Mikkel Hansen, Mads Hoxer og Andreas Flodman, mens Nikolaj Læsø, Jonas Samuelsson og Valdemar Hermansen til gengæld er fortid i klubben.

Champions League-turneringen fløjtes i gang 14. eller 15. september. Kampprogrammet er endnu ikke fastlagt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.