Aalborg-træner glæder sig over bagspillers comeback: - Det var en flot indsats
Sebastian Henneberg var tirsdag tilbage hos Aalborg Håndbold efter syv måneders skadespause
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:39
HÅNDBOLD: Forberedelserne var alternative, men udfaldet var, som Aalborg Håndbold kunne have ønsket det, da de forsvarende mestre tirsdag vandt udekampen mod TMS Ringsted med 33-28 og dermed generobrede førstepladsen i HTH Herreligaen.
Henrik Møllgaards positive coronatest i torsdags gjorde, at Aalborg Håndbold måtte aflyse en række træninger i sidste uge, og med det in mente kunne cheftræner Stefan Madsen blåstemple indsatsen i Ringsted.
- Jeg er meget godt tilfreds med tanke på vores optakt til kampen. Vi leverede en flot og professionel indsats. Jeg er lidt ærgerlig over vores defensiv i anden halvleg, hvor vi lukkede lidt for mange mål ind, men det var dejligt, at vi var i kontrol stort set hele vejen.
- Jeg ved dog godt, at vi ikke var i nærheden af vores topniveau, men nu håber jeg, at vi kan få samlet tropperne og få trænet godt og grundigt frem mod kampen mod Porto, siger Stefan Madsen med henvisning til den første ottendedelsfinale i Champions League torsdag 1. april.
Aalborg Håndbold-træneren kunne tirsdag også give comeback til Sebastian Henneberg, der kom på banen i anden halvleg og scorede en enkelt gang. Bagspilleren kom til Aalborg i sommer og nåede ikke mange optrædener, inden han i august blev korsbåndsskadet i en pokalkamp.
- Det var en flot indsats. Han har selvfølgelig haft en masse sommerfugle i maven frem mod kampen, men han kom ind med en masse power og nogle gode indspil. Det var virkelig dejligt, men vi skal stadig passe godt og grundigt på ham. En ting er genoptræning, men belastningen i kamp er noget andet, så vi skal stadig følge ham nøje og gå med livrem og seler, siger Stefan Madsen.
Sejren i Ringsted betød, at Aalborg Håndbold kravlede op på førstepladsen. Nordjyderne er á point med GOG, men er bedre indbyrdes. Fynboerne har dog to kampe tilbage i grundspillet, mens Aalborg Håndbold kun har en. Fokus er derfor at holde fast i andenpladsen, der ligesom førstepladsen giver to point med over i slutspillet.
Vinder TTH Holstebro fredag hjemme over Kolding, vil vestjyderne på tredjepladsen kun have et point op til Aalborg, når de to hold runder grundspillet af med et opgør i Aalborg 4. april.
- Det bliver formentlig en finale om andenpladsen, og det er helt vildt vigtigt for os at få to point med over i slutspillet, så det vil vi knokle røven ud af bukserne for at få, siger Stefan Madsen.
Først gælder det dog altså forberedelserne frem mod den første Champions League-ottendedelsfinale mod Porto om otte dage.
- Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi forhåbentlig kan få nogle gode træninger, og så håber vi på, at vi kan få Møllgaard ud af isolation, så vi i hvert fald kan træne alle sammen mandag, tirsdag og onsdag i næste uge, siger Stefan Madsen.
Kampen mod TTH Holstebro ligger mellem de to Porto-kampe, men Aalborg Håndbold har dog fået mere gunstige forberedelsesmuligheder end oprindeligt planlagt.
- Jeg er glad for, at tv, forbund og klubber har kunnet finde ud af at flytte den runde fra lørdag til søndag. Jeg er dybt taknemmelig på dansk håndboldsvegne over, at vi kan hjælpe hinanden på den måde, siger Stefan Madsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.