Håndbold

Aalborg-træner glæder sig over fire point i vanvidsuge: Nu gør profil også snart comeback

Aalborg-træner Stefan Madsen kan glæde sig over, at hans hold stadig er ubesejret i 2022, og at islandsk profil er på vej tilbage

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen var meget glad for sejren i Ringsted.Arkivfoto: Bente Poder
Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen var meget glad for sejren i Ringsted.Arkivfoto: Bente Poder Foto: Bente Poder

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:17

HÅNDBOLD: Det var med det yderste af neglene, at Aalborg Håndbold lørdag fortsatte en resultatmæssig perfekt start på 2022.

Udekampen mod TMS Ringsted blev vundet med 32-31, og dermed har de forsvarende danske mestre vundet årets første seks kampe. I Ringsted måtte holdet dog meget igennem, før to nye point blev sikret, da Lukas Sandell blev matchvinder 18 sekunder før tid.

- Det var en af de kampe, hvor vi aldrig rigtigt fandt et stabilt niveau. Vi vidste godt, at det kunne blive noget værre noget med den uge, vi har været igennem mod et Ringsted-hold, der havde alt at vinde og kæmper for overlevelse i ligaen.

- Vi kom ikke ordentligt ud af starthullerne, og i den første del af kampen havde vi alt for store problemer defensivt. Vi fik det stabiliseret lidt, uden at det blev fantastisk og overtog også kontrollen i starten af anden halvleg.

- Vores problem i dag var dog, at tre-fire gode aktioner som regel blev fulgt af to-tre halvdårlige, men jeg er sindssygt taknemmelig for, at vi tog sejren til sidst og står med fire point efter den her vanvidsuge, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen med henvisning til onsdagens Champions League-kamp mod hviderussiske Meshkov Brest og en deraf følgende meget besværlig rejse.

Derfor var det også en Aalborg-trup med flade batterier, der lørdag tog to point med hjem fra Ringsted.

- Vi er brugte nu, må jeg sige. Vi var først hjemme meget sent torsdag aften og nåede så at træne en lille smule i går. Jeg er meget glad for, at vi vandt begge kampe og slap fra det uden uheld, siger Stefan Madsen.

Lørdagens sejr i Ringsted betød, at Aalborg Håndbold konsoliderede andenpladsen. Der er fem point ned til Skanderborg-Aarhus på tredjepladsen, men østjyderne har spillet en kamp færre.

Næste opgave er onsdag, hvor norske Elverum kommer på besøg i Champions League, og til den kamp får Aalborg-træneren måske et kort mere på hånden. Aron Pálmarsson har endnu ikke været i kamp, siden han vendte skadet hjem fra EM, men den islandske profil er i klar fremgang.

- Det er ikke helt utænkeligt, at han kan være med onsdag. Vi går med livrem og seler, for vi ved selvfølgelig, at det med sådan en fiberskade kan blive noget rigtig skidt, hvis den springer op igen, men det ser godt ud med Aron, og vi er fulde af fortrøstning. Om det så allerede bliver til spilletid på onsdag, må vi lade de næste dage afgøre, siger Stefan Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden