Aalborg uddelte lammetæv i Lemvig
De danske mestre har vundet samtlige holdets kampe i 2022, og efter et svingende første kvarter viste de ingen nåde overfor Lemvig-Thyborøn
Opdateret 24. marts 2022 kl. 20:11
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbolds spillere har ikke glemt, hvordan man vinder kampe, selvom de før onsdagens udekamp i Lemvig-Thyborøn havde haft hele 11 dages ligapause.
Med en sejr på 30-21 noterede de danske mestre sig sejr nummer 13 ud af lige så mange mulige i et indtil videre perfekt 2022. Andenpladsen i HTH Herreligaen er nu også matematisk sikret før de sidste to spillerunder af grundspillet.
Se billedgalleri fra kampen nederst i artiklen
Efter en lidt rodet start med tekniske fejl fra begge mandskaber, fik de danske mestre for alvor fat med hjælp fra Simon Gade. Målmanden skulle bruge godt fem minutter på at finde den første redning frem, men siden kom de som perler på en snor.
Aalborgenserne havde stadig lidt for mange tekniske fejl på angrebsrepertoiret, men efter de første 12 minutters spil i Arena Vestjylland begyndte Stefan Madsens mandskab at trække fra på måltavlen. Den svenske europamester Felix Claar brød to gange i træk uimodståeligt igennem og bragte Aalborg Håndbold foran 8-4 efter efter kvarters spil.
10 minutter før pausen blev unge Victor Kløve sendt på banen, og selvom han lavede nogle tekniske fejl i angrebet, så havde han også nogle bomstærke forsvarsaktioner. Jesper Nielsen udnyttede én af dem til at løbe kontra og øge aalborgensernes føring til 15-10.
Lemvig-Thyborøn fik lov at slutte første halvleg med et straffekast, men her satte Simon Gade en fed streg under en fantastisk indsats med sin 11. redning i kampen, så han ved pausen stod noteret for en redningsprocent på hele 52.
Aalborg Håndbold startede anden halvleg, hvor de slap, med to hurtige scoringer fra Felix Claar og Nikolaj Læsø, så de bragte sig foran 17-10, og samtidig snuppede Simon Gade lige et straffekast mere. Så var der lagt en alvorlig dæmper på de ellers fanatiske fans i Lemvig.
Stefan Madsen gav siden sjælden spilletid til Jonas Samuelsson på højre fløj, og Victor Kløve fik også brudt sit dødvande med en scoring til 23-14 med godt et kvarter tilbage af kampen. Siden fulgte yderligere to fuldtræffere og et lille gennembrud for talentet.
- Håndbold, HTH Herreligaen
- Lemvig/Thyborøn - Aalborg Håndbold 21-30
- Stillinger undervejs: 3-3, 4-7, 6-11, 10-13 (10-15), 11-18, 14-23, 18-25, 20-28
- Topscorere Lemvig: Nicolaj Spanggaard 6, Thomas Bohl Damgaard 4
- Mål, Aalborg: Nikolaj Læsø 5, Felix Claar 5, Lukas Sandell 4, Benjamin Jakobsen 3, Victor Kløve 3, Jesper Nielsen 2, Sebastian Barthold 2, Henrik Møllgaard 2, Kristian Bjørnsen 1, René Antonsen 1, Buster Juul 1, Jonas Samuelsson 1
Aalborgs cheftræner fandt det slet ikke nødvendigt at bringe verdensstjernen Aron Palmarsson i spil i Lemvig, selvom koncentrationen hos hans mandskab i en kort periode dalede lidt. Vestjyderne fik pyntet på måltavlen, men til slut øgede favoritterne igen afstanden.
Aalborg Håndbold fik dermed en god optakt til den kommende weekend, hvor pokalturneringens Santander Final4 venter i Jyske Bank Boxen i Herning. Her møder de i lørdagens semifinale de forsvarende mestre fra Mors-Thy.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.