Aalborg undgår GOG i semifinale efter sejr over Skjern
Aalborg slipper for at møde GOG i DM-semifinalen efter at have sikret førstepladsen i sin slutspilsgruppe.
Søndag blev Aalborg Håndbold vindere af gruppe 2 i slutspillet i herrernes liga. Det skete med en kneben hjemmebanesejr på 29-27 over Skjern Håndbold.
Dermed slipper Aalborg for i DM-semifinalen at møde topholdet fra grundspillet, GOG, som sluttede øverst i gruppe 1.
Både Aalborg og Skjern var inden søndagens kamp sikre på en semifinaleplads, men med sejren sikrede Aalborg den på papiret nemmeste modstander i kampen om en plads i DM-finalen.
Nu bliver det altså Skjern, der skal møde GOG, mens Aalborg skal op imod Bjerringbro-Silkeborg.
Aalborg lignede tidligt vinderen mod Skjern, som med blot et mål i de første ti minutter kom bagud 1-6.
I 13. minut lykkedes det Skjern at reducere til 2-6 på mål af Eivind Tangen, men at indhente forspringet skulle vise sig at blive en stor udfordring. Hver gang Skjern lykkedes med at score, gjorde Aalborg holdet kunsten efter.
Knap 18 minutter inde i kampen bed Skjern fra sig og scorede tre mål i streg til stillingen 8-11.
Aalborgs tremålsføring holdte indtil pausen med stillingen 13-10.
I anden halvleg scorede Skjern første mål, men det var bestemt ikke noget, der rystede Aalborg, som svarede igen ved at score tre mål i streg til føringen 16-11.
Femmålsføringen holdte indtil 40. minut, hvor Skjern for alvor skruede bissen på.
Herfra gjorde Skjern comeback og forvandlede kampen til en vaskeægte gyser.
Knap tre minutter før slutfløjt lykkedes det Skjern at indhente føringen, da Lasse Mikkelsen sendte bolden i mål til stillingen 27-27.
Herfra trådte Henrik Møllgaard i karakter og sikrede sit hold sejren ved at score to mål i de sidste to minutter af kampen.
I gruppe 1, som altså var afgjort på forhånd, sluttede GOG og Bjerringbro-Silkeborg søndag af med at slå Skanderborg-Aarhus og Ribe-Esbjerg.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.