Aalborgenser gentog DM-triumf: Måske var det punktum

Sune Heltberg fra AK Jyden slog frederikshavneren Enock Mbilizi i søndagens DM-finale i weltervægt

Finalen i weltervægt blev en noget uskøn forestilling. Foto: Henrik Louis

Finalen i weltervægt blev en noget uskøn forestilling. Foto: Henrik Louis

BOKSNING:Efter tre kampe på tre dage kunne aalborgenseren Sune Heltberg fortjent lade sig hylde som dansk mester i weltervægt i Nørresundby Idrætscenter.

Den 30-årige AK Jyden-bokser gentog dermed bedriften fra 2019, og det gik ud over frederikshavneren Enock Mbilizi (nu FAK i Aarhus) i søndagens finale. Efter triumfen åbnede Sune Heltberg op for, at han måske snart lægger handskerne på hylden.

- Jeg er en af alderspræsidenterne indenfor dansk amatørboksning, og det kan også godt mærkes efterhånden. Man skal jo slutte på toppen, så jeg åbner op for, at jeg muligvis overgår til klubbens trænerteam i stedet. Der skal jo også være plads til de unge, men nu må vi se, sagde han straks efter finalesejren.

Se alle billederne fra Sune Heltsbergs finalesejr:

Søndagens finale mellem højrefodsbokseren Heltberg og venstrefodsbokseren Mbilizi blev ingen skønhedsåbenbaring. Alt for ofte endte de to kombattanter i en sammenfiltret infight.

- Det var tredje gang, jeg mødte Enock, og tredje gang jeg slog ham. Han forsøger altid at ødelægge min boksning ved at holde meget og presse mig i nakken, og det synes jeg heller ikke, han lykkedes med denne gang. Jeg mener til hver en tid, at jeg er en bedre bokser og også viste det i finalen, siger Sune Heltberg.

U19-guld til Lindholm

DM-værterne fra Lindholm Bokseklub fik weekendens anden aalborgensiske guldmedalje. Det skete i U19-rækken, hvor sværvægteren Victor Trier Danielsen slog Marlon Pedersen fra Kelly i finalen. Ydermere blev Lindholm-bokseren kåret til stævnets største fighter i ungdomsklassen.

Lindholm havde også Sebastian Larsen tilmeldt DM i U19-klassen, men han tabte i semifinalen i mellemvægt til Kasper Walton fra VITUS.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.