Aalborgensiske bokseklubber holder fast i ny tradition: Juletæsk før tid
AK Jyden og Lindholm Bokseklub tager forskud på julens glæder
BOKSNING: Julestævnet i Aalborg er en tradition i dansk boksning, men sidste år brød arrangørerne en smule med traditionerne, da de flyttede stævnet hen til afholdelse før jul.
Sådan bliver det også i år, hvor julestævnet afholdes i Studenterhuset i Aalborg lørdag klokken 19.00.
- Vi har måttet erkende, at konkurrencen i juledagene er rigtig hård. Det er svært at lokke folk væk fra julefrokoster og lignende - især 1. juledag, hvor vi plejede at afholde stævnet. Aalborg er i det hele taget en by, hvor der sker ret meget, så vi synes, at det er blevet et fint tidspunkt at holde det på her cirka 10 dage før jul, lyder det fra formand René Sørensen fra Lindholm Bokseklub.
De er endnu engang arrangører af stævnet sammen med AK Jyden, og aftenen kommer til at byde på en ”landskamp” mellem boksere fra de to aalborgensiske klubber og boksere fra resten af landet.
- Vi havde efter stævnet sidste år snakket om, at vi igen ville matche mod udenlandske boksere, men vi har også snakket om, at det er svært at vide, hvad man får, hvis man matcher mod eksempelvis et østeuropæisk hold. Du kan få en bokser med 100 kampe, men du kan også få en bokser, der kun har været i gang i en måned, siger han.
- På den her måde er vi sikre på, at alle boksere bliver matchet korrekt, og jeg synes vi har fået et rigtig godt program stablet på benene. Vi får også lidt lokalopgør mod boksere fra Frederikshavn, og der er nogle rigtigt gode sværvægtere med, ligesom vi også har gode teknikere og gode fightere, så der er noget for enhver smag, siger formanden.
Det største lokale navn på plakaten, som det er ud lige nu, er Mathias Høyer Christensen fra Lindholm Bokseklub, der nåede til semifinalen ved de danske mesterskaber i weltervægt i november. Til gengæld mangler man Sune Heltberg, der som den første Aalborg-bokser i flere år ellers sikrede sig en DM-titel.
- Desværre er AK Jyden blevet ramt af noget sygdom. De er blevet ramt af en stafylokokinfektion, og det har blandt ramt Sune, så det er jo ærgerligt. Men jeg synes stadig, at vi kan byde på et rigtig godt stævne, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.