Aalborgs islandske stjerne brillerede i topkamp: - Jeg er tæt på topformen

Aron Pálmarsson er voldsomt plaget af skader i sin tid i Aalborg Håndbold, men han tror på at have fundet svaret på de gentagne lægproblemer

Aron Pálmarsson scorede seks gange og blev dermed kun overgået af Lukas Sandell, som han fejrer sejren over GOG med. Sandell scorede syv gange. <i>Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix</i>

Aron Pálmarsson scorede seks gange og blev dermed kun overgået af Lukas Sandell, som han fejrer sejren over GOG med. Sandell scorede syv gange. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Forventningerne var store, da Aalborg Håndbold forud for sidste sæson hentede Aron Pálmarsson i Barcelona.

En række skader har dog betydet, at det kun er i glimt, at den islandske verdensstjerne har vist klassen i Aalborg-trøjen, men bedre tider er måske på vej.

32-årige Pálmarsson spillede i hvert fald fremragende, da Aalborg Håndbold søndag aften vandt 35-29 på udebane over de forsvarende mestre fra GOG.

Præstationen i Odense var den foreløbige kulmination på en opadgående formkurve fra Aron Pálmarsson, efter at han for et par uger siden vendte tilbage efter endnu et skadesforløb.

- Det var 100 procent sikkert min bedste kamp i denne sæson. Jeg bliver bare stærkere og stærkere for hver kamp. I den første kamp kunne jeg kun spille 10-12 minutter, så 15 minutter og så 20 minutter, men nu tror jeg, at jeg er ved at være tæt på topformen, siger Aron Pálmarsson.

Islændingen begyndte ellers sæsonen skadesfri, men i sæsonens første kamp, Super Cup-sejren over GOG, blev han ramt af en af de lægskader, der har plaget ham flere gange det seneste år.

- Det var vanvittigt frustrerende. Jeg var klar, og jeg havde trænet rigtig godt i både ferien og i opstarten.

- Jeg tror, at jeg har været skadet i læggen fem gange de seneste 15 måneder, men jeg tror på, at vi nu har fundet svaret på hvorfor. Sammen med fysioterapeuten er jeg kommet frem til et rigtig godt program, så det handler bare om at køre på med det, siger Aron Pálmarsson, der også høstede store roser fra cheftræner Stefan Madsen.

- Han gør det rigtig godt i øjeblikket, men vi er meget opmærksomme på at bruge ham rigtigt. Grunden til, at han ikke startede inde i anden halvleg var dels, at Mikkel (Hansen, red.) gjorde det fint og gjorde de ting, vi forventer fra ham i øjeblikket, men også, at vi ved, at vi skal være påpasselige med Aron, hvis vi skal holde ham på banen i længere tid, siger Stefan Madsen.

Aalborg Håndbold løb det fynske hjemmehold over ende i kampens slutfase efter ellers i mere end en halvleg at have haft store problemer med at udnytte chancerne over for GOG's fremragende svenske målmand Tobias Thulin.

- Han var rigtig god, og sådan er håndbold nogle gange. Når det er målmandens dag, er det målmandens dag, men jeg var ikke så nervøs, for vi kom hele tiden til store chancer. Der var et rigtig godt flow i vores angrebsspil, siger Aron Pálmarsson. 

Sejren over GOG sendte Aalborg Håndbold op på førstepladsen i HTH Herreligaen. <i>Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix</i>

Sejren over GOG sendte Aalborg Håndbold op på førstepladsen i HTH Herreligaen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

GOG fulgte med til 16-16 fem minutter inde i anden halvleg, men derfra blev Aalborg Håndbolds større bredde afgørende. Blandt andet revancherede Andreas Flodman sig for en skidt præstation i onsdagens Champions League-kamp mod Kielce ved at komme på banen og score tre gange på tre forsøg.

- Vi vidste, at vores bredde er væsentlig større end GOG's, og at de ikke kunne holde det tempo, de lagde ud i. Da farten kom lidt ud af kampen, fik vi styr på de ting, vi skulle, og derfor betyder den bredde alverden for os.

- Der er endda nogle folk, vi ikke bragte i spil i dag, og derfor skal vi også se styrken af den bredde over en længere periode, men jeg er da meget glad for, at Flodman kom ind og fik modbevist de eksperter, der i onsdags stod og talte ham helt ned, siger Stefan Madsen, der til gengæld kunne konstatere, at Felix Claar endnu engang ikke kom på måltavlen.

- Men i modsætning til de andre kampe vandt han flere af sine dueller i dag, og jeg synes også godt, at han kunne have fortjent et straffekast eller to. Han kom med en anden power i dag, og det er selvfølgelig helt afgørende for os, fordi det skabte plads andre steder på banen, siger Stefan Madsen.

Scoringer eller ej fra Felix Claar står der på bundlinjen da også, at Aalborg Håndbold efter sidste sæsons tabte DM-finale har genvundet overtaget mod GOG. Sæsonens to første møder er faldet ud til nordjysk fordel.

- Det betød lidt mere at vinde i dag. Vi havde selvfølgelig sidste års finale i hovedet, og vi fik en lille revanche i dag, konstaterer Aron Pálmarsson.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.