Aalborgs mestre tog den første sejr, mens Frederikshavn tabte

Målmand Thomas Lillie stod fremragende i sin første kamp for Aalborg Pirates, mens tjekkisk nyerhvervelse viste målnæse hos Frederikshavn White Hawks

Cheftræner Garth Murray kunne se Aalborg Pirates dominere Esbjerg igennem tre perioder af tirsdagens testkamp. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Cheftræner Garth Murray kunne se Aalborg Pirates dominere Esbjerg igennem tre perioder af tirsdagens testkamp. Arkivfoto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:De danske mestre fra Aalborg Pirates hentede tirsdag aften den første sejr i forberedelserne til den nye sæson i Metal Ligaen og Champions Hockey League. Aalborgenserne dominerede hjemmekampen mod Esbjerg Energy og vandt fortjent 2-1.

Målmand Thomas Lillie, som Pirates denne sommer har hentet i netop Esbjerg, stod fremragende i sin uofficielle debut og var godt tre minutter fra at holde buret rent. Det gik galt, da Julian Jakobsen tabte pucken i opbygningen af et powerplay, og så fik Oliver Kjær foræret en friløber, som han flot omsatte.

Aalborg Pirates kom foran i 1. periode, da den nye svenske back Oskar Drugge scorede sit andet mål i to testkampe. Tilgangen fra Herning Blue Fox bekræfter dermed sidste sæsons statistik, hvor han bidrog med hele 35 point i 42 kampe hos midtjyderne.

Emil Marcussen stod for målet til 2-0, da han sendte en løs puck tæt under mål det sidste stykke over stregen.

Aalborgenserne gav uofficiel debut til backen Ben Carroll, der er hentet i den amerikanske EHCL-liga, mens en anden amerikaner, forwarden Trevor Gooch, fortsat sidder udenfor og venter på sin arbejdstilladelse.

Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 2-1

  • Ishockey, testkamp
  • Periodecifre: 1-0, 0-0, 1-1
  • Mål: 1-0 Oskar Drugge (11.10), 2-0 Emil Marcussen (47.05), 2-1 Oliver Kjær (56.46)
  • Udvisninger: Aalborg 3x2 min, Esbjerg 6x2 min.
  • Tilskuere: 957

Aalborg Pirates tabte i weekenden deres første testkamp med 3-4 til ærkerivalerne fra Frederikshavn White Hawks, og det bliver også næste modstander, når turen på fredag går til det høje nord.

Frederikshavnerne varmede tirsdag aften op til den kamp med et nederlag på 1-2 ude mod Herning Blue Fox. De dominerede ellers skudstatistikken, men kom bagud i starten af anden periode, da Herning udnyttede et powerplay.

Fem minutter inde i tredje periode fik den tjekkiske nyerhvervelse Radek Cip, som høgene har hentet i Odense, fortjent udlignet til 1-1, men flere mål faldt der ikke i den ordinære tid. 

Til gengæld skulle Herning blot bruge 34 sekunder af overtiden på at sikre sig sejren ved veteranen Mads Christensen.

Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks 2-1

  • Ishockey, testkamp
  • Periodecifre: 0-0, 1-0, 0-1, 1-0
  • Mål: 1-0 Andris Dzerins (20.57), 1-1 Radek Cip (45.45), 2-1 Mads Christensen (60.34)
  • Udvisninger: Herning 5x2 min., Frederikshavn 4x2 min.
  • Tilskuere:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.