Fodbold

Nordjyske erfarer: Her skal Abildgaard spille fremover

Ifølge Nordjyskes oplysninger skifter Oliver Abildgaard til storsatsende klub i skønne omgivelser

Oliver Abildgaard har fået sin fodboldfremtid på plads.
Oliver Abildgaard har fået sin fodboldfremtid på plads. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:52

FODBOLD: For et halvt år siden var Oliver Abildgaard tæt på at skifte hjem til AaB og Aalborg, men det endte i stedet med en aftale i Verona. Her var han med til at redde klubben fra degradering til Serie B. 

Siden har der været uvished om fremtiden for den tidligere AaB-spiller, der teknisk set har været på kontrakt i russiske Rubin Kazan, men grundet krigen i Ukraine har han ikke spillet i Rusland i over et år. 

Nu er fremtiden kommet på plads. Ifølge Nordjyskes oplysninger skifter Oliver Abildgaard til den storsatsende Serie B-klub Como. 

Der har været stor interesse for Oliver Abildgaard, men han valgte det ambitiøse projekt, der af mange sammenlignes med Monza, der for et par år siden var på et lignende stadie. Blandt andet kunne Oliver Abildgaard have forlænget opholdet i Verona, men ambitionsniveauet og udsigten til en bærende rolle i Como har samlet set fået den tidligere AaB-spiller til at takke ja til tilbuddet fra Serie B-klubben. Der var ellers flere tilbud fra den bedste italienske række og andre stærke ligaer, men i sidste ende blev det Como, der løb med Abildgaards underskrift.  

Ifølge Nordjyskes oplysninger er Abildgaard skiftet til Como på en kontrakt, der rækker tre år ud i fremtiden. Como og Rubin Kazan skulle således være nået til enighed om en aftale, da Abildgaard havde et år tilbage af sin kontrakt med den russiske klub. 

I den forgangne sæson har norditalienerne blandt andre haft den spanske verdensstjerne Cesc Fabregas på holdet. Den tidligere Arsenal-, Barcelona- og Chelsea-spiller har dog nu indstillet karrieren og har i stedet fået en rolle som ungdomstræner i klubben.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden