Abou Ali og Vendsyssel nedlagde superliga-nedrykkere

Vendsyssel spillede en taktisk flot kamp, da de tog en stor skalp mod Vejle Boldklub

Wessam Abou Ali blev med sine to scoringer den store helt for Vendsyssel FF.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Wessam Abou Ali blev med sine to scoringer den store helt for Vendsyssel FF.  Foto: Kim Dahl Hansen

FODBOLD:Wessam Abou Ali var med sine to scoringer over Vejle Boldklub den store arkitekt bag 2-0-sejren. En hurtig scoring i hver halvleg fra angriberen sikrede Vendsyssel FF tre point og en stor skalp i NordicBet Ligaen. 

- Ligeså sur jeg var efter sidste kamp, ligeså glad er jeg nu. Jeg er stolt af drengenes præstation. Vi spillede en taktisk og disciplineret kamp, hvor vi slog Vejle på det, som de normalt er bedst til.

- Det var vigtigt for os at lukke deres wingbacks, da det er dem, som starter Vejle-offensiven. Det lykkedes vi perfekt med gennem vores presspil. Når vi selv havde bolden, var vi gode til at løbe i ryggen på modstanderen. Så alt i alt lykkedes vi med den gameplan, vi havde lagt, lyder det fra cheftræner Henrik Pedersen. 

Der var på forhånd lagt op til et svært opgør mod superliganedrykkerne fra Vejle, som inden kampen kun havde smidt point i én af de foregående otte runder. 

Henrik Pedersen havde forud for kampen beordret Vendsyssel-spillerne til, at de ikke måtte lade Vejle diktere spillet. Den plan blev udført gennem et højt pres helt oppe ved gæsternes felt. 

Det aggressive pres ødelagde ikke kun opspillet for vejlenserne. Den var også medvirkende til, at hjemmeholdet fik en drømmestart. 

Vendsyssel FF - Vejle B 2-0 (1-0)

  • Mål: 1-0 Wessam, Abou Ali, (6. minut), 2-0 Wessam Abou Ali (straffe, 56. minut)
  • Vendsyssels hold (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Tobias Anker, Emil Nielsen - Parfait Bizoza, Victor Mpindi, Diego Montiel (Zander Hyltoft, 70. minut) - Tiemoko Konaté, Wessam Abou Ali (Lasse Steffensen, 85. minut), Carl Lange (Lucas Jensen, 76. minut)
  • Advarsler: Kristian Kirkegaard, Vejle (11. minut), Tiemoko Konaté, Vendsyssel (22. minut), Victor Mpindi, Vendsyssel (43. minut), Oliver Provstgaard, Vejle (49. minut), Miiko Albornoz, Vejle (55. minut), Marius Elvius, Vejle (84. minut)
  • Tilskuere: 1136

Carl Lange, som fik sin første ligastart for Vendsyssel, satte et højt pres, erobrede bolden og trykkede af mod Lucas Hägg-Johansson i Vejle-målet. På vejen ramte den Wessam Abou Ali, ændrede fuldstændig retning og snød Vejle-keeperen, der bare kunne se til, da bolden sejlede i mål. 

Det aggressive presspil blev pakket væk i taktikskuffen og afløst af en preslinje, som startede et godt stykke inde på vendelboernes egen banehalvdel. 

Wessam Abou Ali og Carl Lange jubler efter den noget mærkværdige scoring.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Wessam Abou Ali og Carl Lange jubler efter den noget mærkværdige scoring.  Foto: Kim Dahl Hansen

Det gav Vejle en pæn portion boldbesiddelse, men de havde problemer med at kombinere sig gennem en betydelig mere komprimeret Vendsyssel-defensiv. 

Gæsterne skabte først for alvor noget små 30 minutter inde i kampen. Her sværmede de omkring værternes mål, men Vendsyssel fik afværget presset. Ingen af holdene fik skabt de store tilbud efter føringsmålet, og Abou Ali kunne derfor gå til pause som enlig målscorer. 

Vendsyssel indledte anden halvleg mindst ligeså flot som den første. Det høje pres var igen fundet frem fra skuffen, og det gav endnu engang Vejle noget nyt at forholde sig til. 

Det var dog et boldsikkert Vendsyssel-hold efter pausen, og kuglen var næsten uden undtagelse klistret til en af de hvidklædte spillere.

Det gav bonus efter 55 minutter, da Parfait Bizoza blev revet ned i forbindelse med et hjørnespark. Dommeren pegede resolut på pletten. Her var Wessam Abou Ali sikkerheden selv og bragte hjemmeholdet på 2-0. 

Cheftræner Henrik Pedersen fremhæver spillernes disciplinerede indsats.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Cheftræner Henrik Pedersen fremhæver spillernes disciplinerede indsats.  Foto: Kim Dahl Hansen

Fem minutter senere var Carl Lange, der havde vist sig flot frem gennem kampen, tæt på at øge føringen til 3-0 efter et par flotte kombinationer i Vendsyssel-offensiven. 

I de resterende 20 minutter stillede Vendsyssel sig en anelse længere tilbage, men var tættere på en 3-0-scoring, end Vejle var på 1-2. Tiemoko Konaté var nemlig tæt på at afgøre kampen med et drilsk forsøg på kanten af feltet. 

Vejle havde to pæne muligheder helt til slut, men Vendsyssel fik afværget comebacket. 

Sejren betyder, at Vendsyssel efter ni runder er placeret på en femteplads med fire point op til Hvidovre på andenpladsen. 

Vendsyssel FF besejrede søndag Vejle Boldklub

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.