AC Horsens-anfører bænkes grundet manglende form

AC Horsens-anfører Janus Drachmann har været bænket de to første Superliga-kampe. Bænkepladsen skyldes formen.

Janus Drachmann (th.), der her ses i sin OB-tid, har ikke været på banen fra start for AC Horsens i de to første Superliga-kampe. (Arkivfoto) <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Janus Drachmann (th.), der her ses i sin OB-tid, har ikke været på banen fra start for AC Horsens i de to første Superliga-kampe. (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AC Horsens har fået en drømmestart på Superligasæsonen, da holdet sammen med FC Nordsjælland topper Superligaen efter to sejre i to kampe.

Men det er sket uden holdets meget rutinerede midtbanespiller og anfører Janus Drachmann, som har siddet bænket alle 180 minutter.

Horsens-kaptajnen har dog fået en forklaring fra træner Jens Berthel Askou på den manglende spilletid.

- Som jeg hører det, så er det formen, der gør, at jeg ikke spiller. Hovedet og teknikken er, hvor de skal være, siger den 34-årige anfører.

AC Horsens rykkede i sidste sæson op fra 1. division, hvor Janus Drachmann var en stor profil, indtil han blev skadet i foråret og sad ude resten af sæsonen.

Den lange skadespause er årsagen til den manglende form.

- Jeg har ikke spillet siden april, så jeg arbejder stadig med min form. Men jeg vil gerne spille, og det ved min træner også. Jeg er klar, når han har brug for mig, siger Horsens-kaptajnen.

Horsens-træner Jens Berthel Askou er opmærksom på ikke at bruge Janus Drachmann for tidligt oven på hans skade.

- Efter Janus' skadeforløb er vi i gang med at bygge ham op. Og med den intensitet, som der er i kampene lige nu, så handler det om at bringe ham ind på det rigtige tidspunkt.

- Men Janus er tiltænkt en vigtig rolle, selv om han lige nu sidder på bænken, siger den 39-årige Horsens-træner.

I anførerens fravær har 20-årige David Kruse vist sig flot frem. Han har spillet fuld tid på den centrale midtbane i denne Superligasæson.

På trods af at David Kruse umiddelbart spiller på Janus Drachmanns position, er anføreren ikke karrig med roserne til den unge spiller.

- David tog et stort skridt sidste sæson, og han udvikler sig mere og mere.

- I Superligaen er intensiteten større, men David har gode lunger og kan løbe meget. Han begynder også, at blive bedre til at være rolig på bolden og spille mere fremad, siger Horsens-kaptajnen.

Cheftræner Jens Berthel Askou mener godt, at begge spillere på et tidspunkt kan spille samtidig.

- En midtbane bestående af både Janus og David kan sagtens lade sig gøre. David har også spillet meget på den offensive midtbane, og så kan Janus tage sig af det defensive, siger Horsens-træneren.

AC Horsens spiller igen på søndag, når holdet på udebane skal møde AaB.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.