AC Horsens har fundet storformen efter nedrykningschok

Nedrykningen fra Superligaen til 1. division har krævet en tilvænningsperiode, vurderer Horsens' sportschef.

AC Horsens' sæson har ikke været uden udfordringer. Efter en hård opstart efterfulgt af momentum og storform nærmer AC Horsens sig toppen af tabellen. (Arkivfoto.) <i>Frank Cilius/Ritzau Scanpix</i>

AC Horsens' sæson har ikke været uden udfordringer. Efter en hård opstart efterfulgt af momentum og storform nærmer AC Horsens sig toppen af tabellen. (Arkivfoto.) Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Det tog tid, før AC Horsens for alvor lignede oprykningsfavoritter i dansk fodbolds næstbedste række.

Efter 17 spillerunder lå Horsens på femtepladsen, men det har holdets forrygende form ændret på.

Med blot et enkelt nederlag de seneste 13 kampe har det formstærke hold indtaget en andenplads og kan fredag nå til tops i tabellen med en sejr over ligaens nummer et, Lyngby.

Sportschef i Horsens Niels Erik Søndergård mener, at succesen skyldes, at holdet har fundet momentum efter en svær omstilling fra Superliga til 1. division.

- Jeg tror ofte, at man ser nedrykkerhold, der lige skal finde fodfæste - både fodboldmæssigt, men også mentalt. Der skete meget i vores trup. Flere af vores spillere søgte andre steder hen og efterlod et tomrum, siger han.

Horsens måtte blandt andet vinke farvel til profiler som Louka Prip, Bjarke Jacobsen og Jacob Buus.

Som erstatning har holdet hentet nye spillere såsom Janus Drachmann, Thomas Santos og Lubambo Musonda. En omstillingsperiode var dog påkrævet.

- Det tog noget tid, før de nye spillere indfandt sig i dagligdagen og tilpassede sig holdet, udtaler sportschefen.

Han fortæller yderligere, at Jens Berthel Askou, som overtog trænerposten i starten af 2021, har haft en positiv indflydelse på klubbens kultur.

- Han stiller store krav til sig selv og sine omgivelser, og det har smittet af på vores dagligdag. Der bliver arbejdet struktureret med tingene, og jeg tror, at det er med til at udsluse tilfældighederne.

- Derudover er han taktisk dygtig, i forhold til at han kan vinde kampene, når plan A ikke holder. Det er nogle af de værktøjer, som er blevet tilført, som vi måske ikke har haft tidligere, siger han.

Vinder Horsens fredag over Lyngby, indtager klubben førstepladsen for første gang i sæsonen. Kun målscoren skiller de to hold, som står med 53 point med fem kampe tilbage.

Topstriden i 1. division er generelt en tæt affære. Med seks point til førstepladsen har Fredericia på femtepladsen fortsat mulighed for at afslutte sæsonen i toppen af tabellen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.