Fodbold

AC Horsens slår Hvidovre og er helt inde i oprykningskamp

AC Horsens vandt 2-1 hjemme over Hvidovre og er et point fra en oprykningsplads. HB Køge slog Jammerbugt 2-1.

Jens Berthel Askous mandskab jagter en retur til Superligaen. (Arkivfoto)
Jens Berthel Askous mandskab jagter en retur til Superligaen. (Arkivfoto) Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Efter træge perioder i løbet af efteråret er AC Horsens nu i allerhøjeste grad en del af oprykningskampen i landets næstbedste fodboldrække.

Sydøstjyderne vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane i topkampen mod Hvidovre, og dermed er der stor tæthed i toppen af 1. division, hvor de to bedste hold efter sæsonen rykker op i Superligaen.

Helsingør er gået i et lille udbrud med 42 point, mens Lyngby og Hvidovre har 37 point, og AC Horsens er efter fem sejre i træk nu oppe på 36 point. Der er spillet 19 ud af 32 spillerunder.

AC Horsens var bedst i søndagens kamp, og et tidligt mål i begge halvlege gjorde ondt på de storkøbenhavnske gæster.

I kampens tiende minut steg den store stopper Magnus Jensen til vejrs og pandede Horsens i front. Hvidovre-spillerne appellerede for, at målscoreren lavede frispark i sekvensen, men de protester førte intet med sig.

Anden halvleg var under fire minutter gammel, da islændingen Aron Sigurdarson gjorde det til 2-0 efter et kontraangreb.

Den skrækkelige start på anden halvleg fik Hvidovre aldrig helt rystet af sig, men det lykkedes dog at reducere i de døende sekunder ved unge Magnus Petersen.

På det tidspunkt var AC Horsens' Jonas Thorsen lige blevet skiftet ind til store klapsalver, idet han gjorde comeback efter at have besejret en kræftsygdom for anden gang.

Undervejs i første halvleg rejste publikum i Horsens sig også op, men af en kedeligere anledning. De rejste sig for at mindes, at Mikkel Rasmussen, en af klubbens største fans, var gået bort i vinterpausen i en alder af 36 år. Han stiftede fanklubben "Den Gule Fare" i 2003.

Også i bunden af 1. division er der stor spænding.

Her gjorde HB Køge sit for at komme ud af bundkampen ved at vinde med 2-1 hjemme over Jammerbugt. Det rykker HB Køge op på sjettepladsen, mens Jammerbugt er næstsidst. Der er dog kun syv point mellem holdene.

HB Køge tog føringen på Daniel Thøgersens afrettede frispark tidligt i opgøret, før Jammerbugts Mubaarak Nuh gjorde det til 1-1 i det 37. minut.

Inden pausen havde Luka Racic, der er lejet i Brentford, skovlet bolden ind til 2-1.

Der blev ikke scoret i anden halvleg, men der var dramatik nok. Jammerbugts Farid Ikene fik rødt kort efter en time, og HB Køges Joachim Rothmann brændte et straffespark.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden