AC Milan-træner ser lyst på mulighed for titelforsvar
Stefano Pioli regner med, at AC Milan atter kommer til at blande sig i kampen om det italienske mesterskab.

Simon Kjær er atter kampklar for AC Milan. Her ses han ved siden af cheftræner Stefano Pioli. Jennifer Lorenzini/Reuters
Storklubben AC Milan indleder lørdag aften titelforsvaret i Serie A, og klubbens cheftræner, Stefano Pioli, ser gode muligheder for at genvinde titlen.
Bookmakerne har ellers Inter og Juventus som de bedste bud på den næste italienske mester efter tilgangene af henholdsvis Romelu Lukaku og Paul Pogba, men Pioli mener, at AC Milan mindst er på samme niveau.
- Vi har aldrig bekymret os om, hvad folk uden for vores træningsanlæg vurderer.
- Jeg kan se, at vi stadig har et stærkt Milan. Jeg kan mærke, at mine spillere har den samme attitude som i sidste sæson, og det gør mig meget positiv.
- Jeg er overbevist om, at ingen af mine spillere - eller mig selv - har ramt vores højeste niveau endnu. Vi bliver kun endnu bedre, siger Pioli.
Han medgiver dog, at der venter hård konkurrence i løbet af sæsonen. For ud over Inter og Juventus kan også hold som Roma, Napoli, Atalanta og Lazio blande sig i Serie A's topstrid.
- Det bliver en meget tæt række. Alle hold i top-8 er rigtig stærke, og midterfeltet er vokset. Så der bliver hård kamp om placeringerne, siger Pioli.
Da Milan sikrede mesterskabet i maj, var det klubbens første Serie A-triumf i 11 år.
Stefano Pioli kan se frem til igen at råde over Simon Kjær, der har siddet ude med en skade siden december. Dertil kommer nye Milan-tilgange som offensivspilleren Charles De Ketelaere og angriberen Divock Origi.
- Jeg er meget glad for de spillere, vi har fået ind. Og hvis vi får flere muligheder for at styrke vores trup, vil vi kigge nøje på det, siger Milan-træneren.
AC Milan tager hul på den nye sæson lørdag aften klokken 18.30, når Udinese gæster Milano.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.