Fodbold

Ærgerlig Silkeborg-anfører: Der var mulighed for point

Anderlecht gav god plads til Silkeborg-spillerne, mener Nicklas Helenius, som ærgrer sig over brændte chancer.

Nicklas Helenius og resten af Silkeborg skød med løst krudt i udekampen mod Anderlecht.
Nicklas Helenius og resten af Silkeborg skød med løst krudt i udekampen mod Anderlecht. Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix

Silkeborg-angriberen Nicklas Helenius ærgrer sig over, at han og holdkammeraterne må rejse hjem fra Bruxelles uden point efter at have spillet en god kamp ude mod Anderlecht i Conference Leagues gruppespil.

Opgøret endte med en hjemmesejr på 1-0 efter et mål på straffespark i det 81. minut.

- Det er træls at sige, at vi spillede en god kamp uden at få noget ud af det, siger Nicklas Helenius, der så muligheder for at have straffet Anderlecht.

- Vi manglede at tage vare på tingene. Det var ikke, fordi de pressede særlig godt. Der var rum, vi kunne løbe op i, siger Helenius til TV2 Sport.

Silkeborg-anføreren havde selv to gode muligheder for at komme på måltavlen. I første halvleg sparkede han dog et stort hul i luften, mens han i anden halvleg måtte se sin afslutning fra kanten af feltet sendt til hjørnespark.

- Min egen præstation var okay, men jeg ville gerne have ramt bolden på den første chance, men den fik et underligt opspring. Jeg synes, at min chance i anden halvleg var større, der skulle jeg have sparket fladt, så bolden var gået i mål, siger Helenius.

Han bemærker, at Anderlecht var noget bedre i anden halvleg end i første halvleg.

- De havde helt sikkert fået en skideballe i pausen, siger Helenius til TV2 Sport.

Silkeborgs næste europæiske opgave er mod West Ham torsdag i næste uge. Inden da venter et lokalopgør mod AGF på søndag. Begge kampe spilles på Jysk Park.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden