Afgående målmand vil aflevere Mors-Thy på toppen

Rasmus Bech har fremtiden på plads, men det får ikke indflydelse på hans sidste sæson i klubben

Rasmus Bech var i sidste sæson med til at vinde pokalturneringen med Mors-Thy. Den bedrift gentager han gerne i det, der bliver hans sidste sæson i klubben. Arkivfoto: Bente Poder

Rasmus Bech var i sidste sæson med til at vinde pokalturneringen med Mors-Thy. Den bedrift gentager han gerne i det, der bliver hans sidste sæson i klubben. Arkivfoto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Når Mors-Thy Håndbold torsdag aften løber på banen til sæsonpremieren i HTH Herreligaen på hjemmebane mod TTH Holstebro, tager Rasmus Bech samtidig hul på sin sidste sæson som Mors-Thy-spiller.

Rygterne var løbet længe i forvejen, men onsdag blev det endeligt bekræftet, at målmanden efter sæsonen skifter til SønderjyskE og dermed forlader Mors-Thy ved kontraktudløb.

- Det gør jeg først og fremmest, fordi jeg fik et godt tilbud dernede fra. De har gang i et ambitiøst og interessant projekt, som på mange måder minder om det, jeg kommer fra. Det er et tilvalg af SønderjyskE mere end et fravalg af Mors-Thy. Både jeg og min kæreste er faldet rigtig godt til her, og vi kunne sagtens have set os blive, men som sagt fik jeg et interessant tilbud, siger Rasmus Bech.

Målmanden er den tredje Mors-Thy-spiller, der nu ved, at han går i gang med sin sidste sæson i klubben. Tidligere har Mads Hoxer og Bjarke Christensen indgået aftaler med henholdsvis Aalborg Håndbold og KIF Kolding.

- Jeg er sikker på, at det ikke kommer til at betyde noget for den her sæson. Håndboldverdenen er sådan, at klubberne efterhånden er tidligere og tidligere ude i forhold til at skrive kontrakter, og jeg har også tidligere prøvet at have min fremtid på plads i så god tid. Jeg er professionel, så det kommer ikke til at ændre på, at jeg vil give alt for Mors-Thy i denne sæson, siger Rasmus Bech, der har en klar målsætning for sit sidste år i Mors-Thy.

- Vi skal gå efter at komme i slutspillet, og nu er vi også i kvartfinalen i pokalturneringen, så jeg vil bestemt heller ikke sige nej til at komme i Final 4 igen i år. Det ville være en fin måde at slutte på i Mors-Thy, siger han.

Rasmus Bech har i denne sæson fået en ny makker i målet. Søren Pedersen er stoppet og erstattet af unge Rasmus Henriksen.

- Det er en ung mand, der vil frem i verden. Jeg ved ikke, om han kommer til at overhale mig i denne sæson, men jeg er ikke i tvivl om, at Mors-Thy er i gode hænder på den lange bane, siger Rasmus Bech.

Torsdagens sæsonpremiere mod TTH Holstebro fløjtes i gang klokken 19.30.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.