Fodbold

Africa Cup of Nations viser sig frem på godt og ondt

Africa Cup of Nations kæmper med at vinde respekt uden for kontinentets grænser, mener eksperter, der også ser lyspunkter.

TOPSHOT-FBL-AFR-AFCON-2021-2022-CIV-EGY
TOPSHOT-FBL-AFR-AFCON-2021-2022-CIV-EGY Charly Triballeau/Ritzau Scanpix

En dommer, der blæste en kamp af for tidligt to gange. 14 røde kort. Og en altoverskyggende tragedie med otte døde uden for et stadion.

Africa Cup of Nations - Afrikas pendant til EM - dækker indtil videre hele følelsesregisteret.

Det mener to iagttagere, Francis Dickoh, fodboldekspert på DR, og David Kroner, fodboldkommentator på Viasat.

Mandagens tragedie i Cameroun, hvor en stor menneskemængde forsøgte at komme ind på stadion, og otte blev mast ihjel, er det første nedslagspunkt, Dickoh nævner.

- Den tragedie, der skete, er for mig det altoverskyggende. Der er blevet talt rigtigt meget om sikkerheden og pandemien i forhold til fodbold med eller uden tilskuere.

- Men det vigtigste er jo, at fans, tilskuere, spillere og alle omkring en fodboldkamp er i sikkerhed. Og det var folk ikke.

- Det er svært for mig at forstå, hvor vildt det er, at folk kan blive trampet eller mast ihjel. Det er fuldstændig sindssygt, siger Dickoh.

Han var i sin aktive karriere udtaget for Ghana uden at komme på banen i Africa Cup of Nations i 2006.

Turneringen, som er nået til kvartfinalerne, kæmper nu som dengang med at vinde respekt uden for kontinentets grænser. Det gælder især på sociale medier, men også i traditionelle medier.

- Der er lang vej endnu. Jeg ser stadig en disrespektfuld tone omkring nogle af de ting, der sker, kontra når de sker i europæisk fodbold.

- Der var en dommer, der kogte over og blæste af for tidligt to gange i en kamp. Det var fuldstændig forfærdeligt, men man fejer det lidt ind under, at det er sådan en gøglerturnering i Afrika.

- Det var en menneskelig fejl, men det skal ikke ligge hele dommerstanden til last, mener Dickoh.

Han nævner desuden, at det ofte glemmes, at afrikansk fodbold råder over topkeepere som Edouard Mendy, André Onana og Yassine Bounou.

- Når en målmand dropper, og det er sket i turneringen, så bliver det gjort til, at afrikanske målmænd ikke står særligt godt. Så den respekt mangler stadig, men det kommer stille og roligt, siger Dickoh.

Deltagende stjerner som Mohamed Salah, Sadio Mané, Riyadh Mahrez, Franck Kessie, Nicolas Pepe og Achraf Hakimi trækker i den anden retning.

- Jeg vil vove at påstå, at Salah er poster boy og blikfang i Premier League. Det er ham, der er med til at bære ligaen.

- Når du har så indlysende stjerner, så får folk på sigt anderledes respekt for turneringen, siger Dickoh.

- Det glæder mig, at de store stjerner, der spiller på store adresser, kommer og prøver at være fanebærere for deres nationer, siger han.

David Kroner, der dækker turneringen som kommentator hos Viaplay, har bidt mærke i, at VAR er introduceret for første gang.

Det har ført til 14 røde kort i gruppespillet, ottendedelsfinalerne og de to første kvartfinaler. Det er flere end i de fire foregående turneringer til sammen.

- Som noget helt nyt har mesterskabet introduceret VAR. Der har været et hav af røde kort, som har gjort kampene helt uforudsigelige.

- Uden at være fordomsfuld har afrikansk fodbold været kendt for, at der blev gået hårdt til den. Det er man sluppet afsted med i de seneste 50 år, men lige pludselig fanger tv-kameraer stemplinger højt oppe på anklen, siger Kroner.

Han mener, at det er godt med VAR i turneringen, selv om det giver flere udvisninger.

- Den afrikanske turnering går ligesom i slipstrømmen på de andre store turneringer som EM og VM. Den bliver mere strømlinet, og tv-produktionen bliver bedre.

- Det ville være uhørt, hvis turneringen ikke kom med på VAR-vognen. Det er en tilvænningssag for spillerne, siger Kroner.

Han synes også, at der mangler respekt for turneringen, og at det kan skyldes, at den traditionelt afvikles i januar og februar.

- Det er en torn i øjet på de europæiske fodboldfans og klubber, som skal afgive spillere. Derfor har den altid været et irritationsmoment.

- Der har været en skyggeside med et stort politisk pres for at få spillere frigivet, påpeger Kroner.

Africa Cup of Nations skulle have været afviklet i sommeren 2021, men blev udskudt på grund af pandemien. I 2023 skal den afvikles om sommeren i Elfenbenskysten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden