Fodbold

AGF er enig med norske mestre om salg af midtbaneprofil

Albert Grønbæk mangler blot at forhandle sine personlige vilkår på plads i Bodø/Glimt.

Albert Grønbæk (i rødt) har spillet 86 førsteholdskampe i AGF. (Arkivfoto).
Albert Grønbæk (i rødt) har spillet 86 førsteholdskampe i AGF. (Arkivfoto). Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:16

En af AGF's stærkeste spillere er på vej til norsk fodbold.

Fredag oplyser Superliga-klubben, at den er enig med den norske mesterklub Bodø/Glimt om en pris på midtbanespilleren Albert Grønbæk.

Det skriver aarhusianerne i en selskabsmeddelelse.

Albert Grønbæk mangler endnu at få de sidste detaljer i sin kontrakt med nordmændene på plads, og han har endnu ikke bestået det obligatoriske lægetjek.

Den 21-årige midtbanespiller har trods sin unge alder optrådt i 86 kampe på AGF's førstehold. Han har bidraget med otte mål og otte assist.

AGF oplyser ikke selv noget om prisen på Albert Grønbæk, men ifølge B.T. kan klubben sætte i omegnen af 20 millioner kroner ind på kontoen, hvis salget går igennem.

Hvis Albert Grønbæk bliver enig med Bodø/Glimt, træder han ind på et hold, der har oplevet stor succes i de seneste år.

Klubben har vundet de seneste to norske mesterskaber og kæmper lige nu for at blive en del af denne sæsons Champions League-gruppespil.

I kvalifikationens playoffrunde skal nordmændene op mod Dinamo Zagreb.

I sidste sæson imponerede Bodø/Glimt i Conference League. I gruppespillet ydmygede nordmændene Jose Mourinhos Roma-mandskab med en sejr på 6-1.

Senere fik Roma dog revanche. I kvartfinalen vandt Roma samlet 5-2 efter en 4-0-sejr i returkampen. Roma vandt senere turneringen.

Bodø/Glimt ligger lige nu på tredjepladsen i den norske liga.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden