Sport

AGF-midtbanespiller genforenes med David Nielsen i Horsens

Frederik Brandhof skal fremover tørne ud for AC Horsens på næstøverste niveau og siger derfor farvel til AGF.

Frederik Brandhof har været i AGF siden 2021. (Arkivfoto).
Frederik Brandhof har været i AGF siden 2021. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Frederik Brandhof har bøvlet med at få fast spilletid i AGF, og nu vil han prøve noget andet.

Den 28-årige midtbanespiller forlader den aarhusianske superligaklub og træder et skridt ned til AC Horsens i landets næstbedste række.

Der bliver han genforenet med cheftræner David Nielsen, der i 2021 var med til at hente ham fra Viborg FF til AGF.


- Frederik har - helt naturligt for en spiller i hans alder - haft et ønske om at komme lidt tættere på spilletid, end udsigterne har været her i AGF.

- Og efter der er opstået en fin mulighed i AC Horsens, har vi valgt at efterkomme et skifte i en god løsning for både spiller og os som klub, siger AGF-fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Frederik Brandhof spillede i den seneste sæson 22 kampe for AGF, men kun i fem kampe var han en del af startopstillingen.

Hos storsatsende AC Horsens håber han på at få en mere fremtrædende rolle i klubbens ambitioner om at rykke op i Superligaen.

- Jeg er blevet præsenteret for et spændende projekt, og jeg kan godt lide at være et sted, hvor der er mulighed for at opnå noget, og det er der i AC Horsens, siger Brandhof til AC Horsens' hjemmeside.

- Der bliver arbejdet på at optimere tingene, og AC Horsens er allerede langt fremme i forhold til at skabe rigtig gode faciliteter. Ambitionen er at spille en rolle på holdet, og både mit og klubbens mål er, at vi skal spille i Superligaen i næste sæson, siger Frederik Brandhof.

Frederik Brandhof er flasket op i Viborg FF og Skive IK, men har også været forbi FC Midtjylland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden