AGF-profil kæmpede sin egen kamp i gylden sæson
Stopperen Frederik Tingager kæmpede med en skade i AGF's guldsæson, men er nu helt tilbage uden smerter.
Opdateret kl. 09:06
Frederik Tingager har lovet sig selv, at han aldrig igen vil tage det for givet at kunne spille fodbold uden smerter.
Den 33-årige forsvarsklippe var i sidste sæson med til at vinde det danske mesterskab med AGF, men personligt var det også et hårdt år.
Det fortæller han inden sæsonstart på AGF's træningsanlæg i Fredensvang, efter at han netop har gennemført en træning med sine holdkammerater. Vel at mærke uden smerter.
- Jeg er ikke i tvivl om, at når man oplever modgang, så bliver man stærkere, når man kommer op på den anden side. Det er også det, jeg er i gang med nu, siger Tingager.
Midtstopperen har været i AGF siden 2019 og har i flere sæsoner været en fast bestanddel af det aarhusianske forsvar.
Men i oktober sidste år pådrog han sig en skade, der holdt ham ude i flere måneder. Da han vendte tilbage i foråret, fandt han aldrig helt tilbage til en fast plads i startopstillingen.
Han nåede dog stadig at sætte sit aftryk. Blandt andet, da han med et mål mod FC Nordsjælland sikrede AGF et vigtigt point i jagten på guldet.
Det var dog en svær periode for Tingager, som siden har arbejdet sig tilbage.
- Det er jo et eller andet sted sådan, livet er.
- Man må bare prøve at være positiv og lære af de øjeblikke. Man skal ikke grave sig for langt ned, når det går dårligt, og heller ikke være for højt oppe, når det går godt. Det handler om at finde balancen, siger han.
Sæsonen kunne dog næppe være sluttet bedre for Tingager og AGF. For første gang i 40 år vandt klubben det danske mesterskab.
Nu venter en ny sæson, hvor AGF både skal forsvare titlen og forsøge at bide skeer med europæiske udfordringer.
Tingager føler sig selv "fit for fight" og glæder sig til igen at bidrage.
- Mit mål for sæsonen er at holde mig skadesfri og vise mine kvaliteter. Det synes jeg, at jeg har gode forudsætninger for nu, hvor jeg heldigvis ikke længere mærker noget til skaden, siger han.
AGF åbner sæsonen med Champions League-kvalifikation mod de polske mestre fra Lech Poznań. Første opgør spilles tirsdag aften på Cepheus Park i Randers.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.