Sport

AGF-træner efter seks nederlag: Jeg kan få os rejst igen

Uwe Rösler føler sig sikker på, at han kan genrejse AGF-holdet, der blot har vundet én af de sidste 12 kampe.

AGF-træner Uwe Rösler har været i AGF siden sommeren 2022. Han mener, at de seneste tre år har været de mest stabile i Aarhus-klubben de seneste ti år.
AGF-træner Uwe Rösler har været i AGF siden sommeren 2022. Han mener, at de seneste tre år har været de mest stabile i Aarhus-klubben de seneste ti år. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

AGF's træner, Uwe Rösler, tager ansvaret for striben af nederlag i Superligaens mesterskabsspil.

Det siger tyskeren til TV 3 Sport, efter at AGF fredag aften indkasserede det sjette nederlag i træk, da aarhusianerne tabte 0-2 på udebane til FC Nordsjælland.

Rösler mener, at han har redskaberne til at få holdet tilbage på sporet.

- 100 procent.

- Klubben har de seneste tre år befundet sig i den mest stabile position, den har været i de seneste ti år, siger Uwe Rösler om tiltroen til sig selv.

Cheftræneren henviser til, at AGF til trods for de dårlige resultater befinder sig i top-6 for tredje sæson i træk under hans ledelse.

Det er samtidig sket i en periode, hvor klubben har lavet rekordsalg af spillere, bygget et talentakademi og spiller holdets kampe på et midlertidigt stadion, mens et nyt er i gang med at blive opført.

- Det er meget svært at gøre det hele på én gang, siger Uwe Rösler.

Den 56-årige AGF-træner afviser samtidig, at han er bekymret for sin egen position.

- Det pres, jeg har på mig - i min alder - er altid at vinde den næste kamp.

- Jeg sagde også til spillerne i dag, at de ikke skal se tilbage på de seneste kampe. I skal være bedre end modstanderne og forsøge at vinde kampen - det er nøjagtig sådan, jeg tænker, siger Rösler.

Han holder fokus på de ting, han kan påvirke.

- Så er der nogle ting, jeg ikke kan gøre noget ved - og så må jeg leve med udfaldet, siger AGF-træneren, der også slår fast, at han har energien til at arbejde videre.

Ud over seks nederlag i træk er det blot blevet til en enkelt sejr i de seneste 12 kampe i Superligaen.

Holdet ligger isoleret i bunden af mesterskabsspillet med 40 point efter 31 spillerunder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden