præstation

AGF-træner: Jack Wilshere er ikke noget mediestunt

Jack Wilshere er kommet til AGF for at styrke holdet - ikke for at skabe opmærksomhed om klubben.

Jack Wilshere trænede for første gang med sine nye holdkammerater i AGF mandag.
Jack Wilshere trænede for første gang med sine nye holdkammerater i AGF mandag. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Det er ikke en giraf, vi har hentet.

Budskabet var klart, da AGF-cheftræner David Nielsen mandag stillede sig op for at svare på spørgsmål fra den danske presse.

Omdrejningspunktet var den tidligere Arsenal-spiller Jack Wilshere, som tidligere har været at betragte som et af de største engelske talenter.

Den 30-årige midtbanespiller var søndag genstand for årets vel nok største nyhedsbombe i Superligaen, da han skrev under på en kontrakt i AGF.

Men selv om hans navn vækker genklang i det meste af verden, er han absolut ikke hentet for at skabe øget opmærksomhed om AGF, fastslår David Nielsen.

- Det er ikke noget mediestunt, men det er en dygtig fodboldspiller, som, vi tror, kan hjælpe os, og vi tror, vi kan hjælpe ham.

- Vi har gjort det for at gøre vores hold bedre.

- Vi kommer til at sørge for, at han føler sig som en god del af truppen, lød det fra David Nielsen, der forventer at sende Wilshere i kamp allerede fredag mod Vejle Boldklub.

Siden sit gennembrud i begyndelsen af 2010'erne har Jack Wilsheres karriere været bumlet.

Han brød igennem i Arsenal med et brag og har spillet 34 landskampe for England. Men skader sørgede for, at hans niveau med årene dykkede i stedet for at stige.

Efter sidste sæson løb hans kontrakt i Bournemouth ud, og siden har han ikke spillet en fodboldkamp.

Men David Nielsen afviser, at der tale om et sats, og han er ikke det mindste bekymret for Jack Wilsheres skadeshistorik.

Han har trænet med i Arsenal i nogle måneder, og AGF har via sit netværk sikret sig, at han er i fin form. For David Nielsen har det samtidig været vigtigt, at englænderen har den rette motivation.

- Han har lyst til at spille fodbold. Han kunne godt lade være med at stå her, siger David Nielsen, som holder sig fra at tale om nedturene i Wilsheres karriere.

- Jeg synes, det er forkert, at vi altid skal efterforske karrieren og sige, at noget er galt, fordi man måske ikke har spillet 15 år på allerhøjeste niveau.

- Jeg har respekt for det, han har opnået, siger David Nielsen.

AGF-træneren fortæller, at Jack Wilsheres nye holdkammerater har været begejstrede over tilgangen fra England.

Selv er han begejstret over, at en dansk klub kan tiltrække en spiller med Jack Wilsheres cv.

- Jeg synes, det siger meget om Superligaen og Danmark.

- Danmark har et godt ry. Det er et sted, hvor folk gerne vil bo. Han har boet i London, og nu kan han få lov til at bo i Aarhus. Det er jo et endnu bedre sted at bo, siger David Nielsen kækt.

David Nielsen ser Jack Wilshere som en kreativ kraft til midtbanen, hvor han skal bidrage med sin erfaring fra allerøverste fodboldhylde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden