Ajax betaler kæmpe millionerstatning til eksspiller

Mangelfuld behandling af lægestaben var medvirkende til Abdelhak Nouris hjerneskade. Det betaler Ajax nu for.

Abdelhak Nouri blev regnet for et stort talent i Ajax, hvor han var blevet en del af førsteholdet, da han i 2017 blev ramt af et hjertestop og pådrog sig en varig hjerneskade. (Arkivfoto) <i>Martin Meissner/Ritzau Scanpix</i>

Abdelhak Nouri blev regnet for et stort talent i Ajax, hvor han var blevet en del af førsteholdet, da han i 2017 blev ramt af et hjertestop og pådrog sig en varig hjerneskade. (Arkivfoto) Martin Meissner/Ritzau Scanpix

En skæbnesvanger dag i 2017 faldt Ajax-talentet Abdelhak Nouri om i en træningskamp med et hjertestop i en alder af 20 år.

Den unge hollænder med marokkanske rødder blev genoplivet, men hjertestoppet resulterede i en hjerneskade. En hjerneskade, som blandt andet opstod, fordi der blev begået fejl i behandlingen af Nouri i de første minutter.

Det har Ajax erkendt, at man har en andel i, og mandag har klubben indgået et forlig med eksspillerens familie om en erstatning.

7,85 millioner euro - svarende til godt 58 millioner kroner - betaler den hollandske storklub til Nouri og familien.

Det fortæller Ajax' direktør og tidligere topmålmand Edwin van der Sar til klubbens hjemmeside.

- Vi anerkender alle, at lidelserne for Abdelhak og hans kære langt fra er ovre. Det er fortsat en dybt ulykkelig situation. Det er også sådan, vi har det hos Ajax, lyder det fra van der Sar.

- Vi værdsætter virkelig, hvordan familien tager sig af Abdelhak både dag og nat med masser af kærlighed og omsorg. Og når jeg besøger ham, bliver jeg altid taget imod med åbne arme af familien.

I årene efter ulykken fortsatte Ajax med at betale Nouri løn i henhold til kontrakten. Den blev endeligt ophævet i marts 2020. Herefter har familien og Ajax forsøgt at nå frem til en rimelig erstatning.

Abdelhak Nouri nåede en enkelt kamp for Hollands U21-landshold og repræsenterede Holland på samtlige U-landshold på sin vej til seniorkarrieren.

For Ajax blev det til 15 officielle kampe, et enkelt mål og tre assister.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Statsadvokaten har talt: Jens-Peter Skov slipper for tiltale i sag om sex med mindreårig
Luk