Sport

Albueskade udsætter Reinhardts landsholdscomeback

Althea Reinhardt kan på grund af en skade i albuen ikke være med, når Danmark to gange møder Ungarn i marts.

Althea Reinhardt er igen ramt af en skade. (Arkivfoto).
Althea Reinhardt er igen ramt af en skade. (Arkivfoto). Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Althea Reinhardt må vente med at få comeback på kvindernes håndboldlandshold.

Odense-keeperen er på grund af en albueskade tvunget til at melde afbud til EHF Euro Cup mod Ungarn i næste uge.

Hun bliver erstattet af Nykøbings Anne Christine Bossen.

Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Reinhardt missede VM i december på grund af en knæskade, og landstræner Helle Thomsen begræder, at målvogteren må vente yderligere på landsholdscomeback.

- Det er megasynd for Althea Reinhardt, at hun igen misser en samling, efter hun også gik glip af VM på grund af en skade. Vi håber, hun hurtigt bliver klar igen, så både landsholdet og Odense kan få glæde af hendes kvaliteter.

- Nu får Anne Christine Bossen så chancen i stedet. Hun var også med i Tyrkiet i efteråret, og har gjort det godt for Nykøbing i en lang periode. Med hende, Anna Kristensen og Amalie Milling i målet er vi stadig dækket rigtigt godt ind på målvogterposten, siger Helle Thomsen.

Danmark møder Ungarn på udebane 5. marts. Tre dage senere tørner de sammen i Svendborg.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden