Sport

Alcaraz hylder Sinner: Et privilegium at skrive historie med dig

Carlos Alcaraz nyder at spille mod Jannik Sinner, som nok bliver hans største konkurrent i flere år frem.

Respekten er stor mellem Carlos Alcaraz og Jannik Sinner.
Respekten er stor mellem Carlos Alcaraz og Jannik Sinner. Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix

Søndagens French Open-finale bliver ikke glemt lige foreløbig.

Efter fem hæsblæsende sæt og et utroligt comeback løb Carlos Alcaraz med sejren over Jannik Sinner og løftede dermed trofæet for andet år i træk.

Men spanieren havde ikke behov for at svælge i egen storhed efter finalen, hvor han skyndte sig at rose sin italienske modstander. Som det hører sig til i den slags takketaler.

- Jeg er sikker på, at du bliver mester - ikke bare én gang, men mange, mange gange, sagde Carlos Alcaraz henvendt til Jannik Sinner.

- Det er et privilegium at dele banen med dig i hver turnering. Jeg er virkelig, virkelig glad for at være i stand til at skrive historie sammen med dig i den her turnering og andre turneringer. Du er en kæmpe inspiration for børn og for mig, sagde Carlos Alcaraz.

Efter to sæt var spanieren nede med 0-2 i sæt og var senere i opgøret truet af tre italienske matchbolde. Han afværgede dem alle og løb så med trofæet efter tre sætsejre på stribe.

Jannik Sinner var helt tydeligt knust lige efter opgøret, hvor han forsøgte at samle tankerne med hovedet begravet i hænderne.

- Jeg kommer ikke til at sove meget i nat. Men det er okay, lød det fra Jannik Sinner.

- Først og fremmest tillykke til dig, Carlos. Det var en fantastisk præstation i en fantastisk dyst. Jeg er meget glad på dine vegne. Du fortjener det.

Jannik Sinner eller Carlos Alcaraz har taget sejren i syv af de seneste otte grand slam-turneringer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden