Alcaraz opfylder barndomsdrøm med grand slam-titel

Carlos Alcaraz har drømt om at blive nummer et i verden og vinde en grand slam, siden han var barn, siger han.

Carlos Alcaraz fik overrakt US Open-trofæet af den amerikanske tennislegende John McEnroe. <i>Mike Segar/Reuters</i>

Carlos Alcaraz fik overrakt US Open-trofæet af den amerikanske tennislegende John McEnroe. Mike Segar/Reuters

Med en finalesejr i US Open over norske Casper Ruud har spanske Carlos Alcaraz sikret sig karrierens første grand slam-titel og en position som nummer et på verdensranglisten.

- Dette er noget, jeg har drømt om, siden jeg var barn - at være nummer et i verden og at vinde en grand slam, siger den 19-årige spanier i et interview på banen efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Dette er noget, jeg har arbejdet rigtig, rigtig hårdt for. Det er svært at tale lige nu, der er mange følelser, tilføjer han.

Den 19-årige spanier slog Casper Ruud i finalen i fire sæt med cifrene 6-4, 2-6, 7-6, 6-3.

Alcaraz er desuden den yngste vinder af mændenes US Open, siden Pete Sampras vandt trofæet i New York City i 1990.

- Det her er noget, som jeg har forsøgt at opnå. Jeg har lagt meget hårdt arbejde i det sammen med mit hold og min familie. Jeg er kun 19 år, og alle de vigtigste beslutninger er blevet truffet af mine forældre og mit hold. Dette er et særligt øjeblik for mig, siger han ifølge AFP.

Både Carlos Alcaraz og Casper Ruud jagtede deres første grand slam-titel ved US Open.

Efter nederlaget fortæller den 23-årige nordmand, at jagten fortsætter.

- Det var en speciel aften for os begge. Vi vidste, hvad der stod på spil. Jeg er naturligvis skuffet, men jeg vil fortsætte jagten på en grand slam-titel og førstepladsen på ATP's verdensrangliste, siger Casper Ruud ifølge nyhedsbureauet NTB.

Med finalesejren overtager Carlos Alcaraz førstepladsen på verdensranglisten efter russiske Daniil Medvedev, når listen opdateres senere mandag.

Casper Ruud må nøjes med en andenplads på listen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.