Sport

Alcaraz overvinder forskrækkelse mod russer

Andrey Rublev vandt første sæt, men Carlos Alcaraz vandt de tre næste og er i Wimbledon-kvartfinale.

Carlos Alcaraz tabte første sæt, men vandt de tre næste mod Andrey Rublev.
Carlos Alcaraz tabte første sæt, men vandt de tre næste mod Andrey Rublev. Daisuke Urakami/Ritzau Scanpix

Den spanske tennisstjerne Carlos Alcaraz er stadig i spil til at vinde Wimbledon for tredje år i træk.

Søndag aften spillede han sig frem til kvartfinalen i dette års turnering ved at slå russeren Andrey Rublev i fire sæt.

Rublev snuppede første sæt i tiebreak, men Alcaraz reagerede på bedste måde og vandt kampen med cifrene 6-7, 6-3, 6-4, 6-4.

Den 14.-seedede Rublev leverede tennis af høj klasse i første sæt. Han var den første til at bryde og bragte sig foran med 4-1, og selv om Alcaraz svarede tilbage og udlignede til 4-4, fulgte russeren stjernen til dørs i sættet og mere til.

Alcaraz førte med 5-3 i tiebreaken, men Rublev vandt de næste fire bolde og dermed sættet.

Russeren fortsatte med at serve godt, og han holdt serv frem til 3-3 i andet sæt, men da Alcaraz første gang i andet sæt fik muligheden for at bryde, så slog spanieren til og vandt kort efter 6-3.

Billedet var meget det samme i tredje sæt, hvor Alcaraz udnyttede sin enlige breakchance. Rublev havde i alt tre af slagsen med muligheden for at komme på 2-0 eller 4-2, men formåede ikke at slå til på de vigtigste tidspunkter.

Opskriften blev stort set kopieret igen i fjerde sæt med et servegennembrud midtvejs fra spanieren, der selv holdt serv hele vejen.

Han måtte slide lidt for det i sidste parti, men på den anden matchbold servede han sejren hjem.

I kvartfinalen på tirsdag skal Alcaraz op mod briten Cameron Norrie, der slog Holger Runes overmand i turneringen, Nicolas Jarry, i fem sæt tidligere søndag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden