Aldrig er en AaB-sejr blevet fejret så meget hos Hobro
Vendsyssel og Hobro spillede 1-1 i en kamp, som man helt sikkert vil huske bedre i Hobro end i Vendsyssel-lejren
Opdateret kl. 16:55
Langt hen ad vejen var kampen mellem Vendsyssel FF og Hobro ikke noget at skrive hjem om. Spillet var afvekslende men aldrig for alvor poleret, hvilket nok hænger sammen med et underlag, der til stadighed ikke egner sig til fodbold på divisionsplan.
Den store historie fra lørdagens møde i Hjørring var, at Hobro bookede billet til top seks. Det gjorde klubben fra Himmerland med lidt hjælp fra AaB.
Undervejs var der livlig aktivitet på tribunen, hvor Hobros tekniske stab sad og havde et vågent øje på udviklingen i de øvrige kampe.
I første omgang var det dog spillet på banen og en scoring fra det nye gule lyn Jesper Cornelius, der tiltrak sig Lars Justesen og kompagnis opmærksomhed. Den opmærksomhed blev dog delvist rettet mod de medbragte computere, da Ayo Simon Okosun udlignede til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.
Mens Vendsyssel forsøgte at presse på for et føringsmål, så var det hele tiden en balancegang for Hobro, der måske godt kunne bruge et point til noget, fordi Kolding ikke var overbevisende i sin kamp hjemme mod Næstved. Hvis Hobro fik flere point end Kolding i sidste runde, var det en anden vej ind i top seks.
Da Kolding kom foran mod Næstved, rettede opmærksomheden sig i højere grad mod begivenhederne i Farum, og der var livlig kommunikation mellem Hobro-lejren på tribunen og trænerstaben på sidelinjen. Noget fik Lars Justesen råbt direkte ned til dem med sin meget gennemtrængende stemme, mens andet blev kommunikeret ned via en mobilforbindelse.
Alle tænkelige scenarier blev vendt, og mens stillingen var 1-1 i Farum, var Hobro klar til at sætte en offensiv satsning i spil mod kampens slutning for i tilfælde af sejr til Hillerød, skulle Hobro frem og satse.
Det var tydeligt, at nerverne sad uden på tøjet hos både Lars Justesen og brormand Mads Justesen, der begge fløj op og ned fra stolene i anden halvleg.
På et tidspunkt blev det for meget for en Vendsyssel-fan, der dog tog fejl af de to brødre, da han bad Mads Justesen holde sin kæft, selvom det var Lars Justesen, der råbte op. Det som kunne være blevet en grim verbal meningsudveksling afvæbnede Lars Justesen helt genialt.
- Du kan da for helvede ikke tage fejl af os. Den ene er tynd, og den anden er tyk.
Den sætning frembragte store grin og smil hos alle de omkringværende tilskuere. Samme smil ramte Hobro-lejren, da det med lidt under fem minutter tilbage af kampen i Hjørring stod klart, at Kasper Jørgensen havde banket AaB i front på Farum Park.
På grund af forskellige starttidspunkter måtte Hobro-spillerne lige vente fem minutter på, at få konfirmeret top seks-pladsen, men så var der også stor jubel på banen, da beskeden tikkede ind.
- Det har været et mål længe, og som alle har set, så har vi haft lidt svært ved at lukke det, så det er sindssygt dejligt, at det kommer på plads, siger Simon Jakobsen, der selv måtte trække sig med en skade i pausen. Fra bænken kunne han så følge med i udviklingen i Farum i anden halvleg.
- Vi havde snakket om, at det var langt værre for dem, der sider udenfor end for dem på banen, for når du spiller, så skal du ikke tænke på alt muligt andet. Det var vel første gang i min karriere, at jeg har haft livescore på vibration i lommen under en kamp, så det gav lidt ekstra krydderi. Det var så dejligt, da AaB bragte sig på 2-1, siger den rutinerede forsvarsspiller, der ikke tøver med at kalde det et stort resultat for Hobro, at man nu er i top seks.
- Det er et rigtig stort resultat for Hobro. Det er den bedste placering i en god årrække. Det er den største optur, jeg har været med til i min tid i klubben. Inden sæsonstart havde de fleste os blandt de fire nederste i rækken, så det er bare fedt, at vi på baggrund af et flot efterår har gjort den påstand til skamme, siger Simon Jakobsen.
- Fodbold, NordicBet Ligaen
- Mål: 0-1 Jesper Cornelius (5. minut), 1-1 Ayo Simon Okosun (24. minut)
- Vendsyssels hold (4-2-3-1): Oscar Linnér - Rune Frantsen (Phillip Rejnhold, 65. minut), Ayo Simon Okosun, Tim Hartzell, Emil Arendrup - Victor Mpindi (Kasper Lunding, 80. minut), Rasmus Thellufsen (Mads Greve, 64. minut) - Oskar Øhlenschlæger (Oskar Buch, 46. minut), Carl Lange, Frederik Børsting - Lucas Jensen.
- Hobros hold (3-5-2): Andreas Søndergaard - Emil Søgaard, Simon Jakobsen (Soumalia Outtara, 46. minut), Frederik Dietz - Marius Jakobsen (Max Nielsen, 78. minut), Mathias Kristensen, Mads Freundlich (Abdoul Yoda, 85. minut), Villads Rasmussen (Christian Hørby, 78. minut), Lukas Klitten - Jesper Cornelius, Frederik Christensen.
- Advarsler: Victor Mpindi, Vendsyssel
Mads Freundlich, Soumalia Outtara, Hobro. - Tilskuere: 1167
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.