Fodbold

Alle midler tages i brug i Vendsyssel: Direktøren har taget en hurtig beslutning

Kasper Kusk ser klare forbedringer i Vendsyssels spil, og han glæder sig over et tiltag fra klubbens ledelse

Kasper Kusk viste i den seneste kamp, hvorfor Vendsyssel FF får brug for netop ham i de afgørende kampe.
Kasper Kusk viste i den seneste kamp, hvorfor Vendsyssel FF får brug for netop ham i de afgørende kampe. Foto: Martél Andersen

Kom gratis til fodbold på søndag. 

Det er budskabet fra Vendsyssel FF, der med direktør Lars Glinvad i spidsen har valgt, at der bliver fri entré for alle til søndagens nøglekamp mod B93. 

- Vi har brug for mest mulig opbakning, og derfor har vi taget det her skridt. Vi håber, at det kan være med til at få flere folk på stadion, for alt har betydning lige nu, siger Lars Glinvad. 

Han tog den beslutning i kølvandet på onsdagens 1-3-nederlag i Hobro. Her var der ellers livstegn fra den til tider livløse Vendsyssel-offensiv, og måske inspireret af de trods alt lovende takter tænkte direktøren ud af boksen. 

- Vi er helt med på situationens alvor. Jeg hæfter mig ved, at vi i anden halvleg af kampen mod Hobro spillede med den vilje, og det mindset, som vi tror på kan skaffe os nogle tiltrængte sejre. Derfor er det også mit håb, at vi kan skabe noget opbakning til spillerne, så vi kan få de her berømte marginaler til at tippe over i vores favør, siger Lars Glinvad. 

Han er som en anden kaptajn på et skib i høj sø stålsat i troen på, at man nok skal komme sikkert i havn trods den truende degradering til landets tredjebedste række. 

- Jeg ser jo dagligt, hvordan alle i klubben fortsat arbejder stenhårdt, selvom det er op ad bakke lige nu. Sammenholdt med præstationen i Hobro, tror jeg stadig på, at vi kan skaffe de nødvendige sejre. Vi er også med på, at det skal ske meget snart, så derfor har vi valgt det her tiltag i håbet om, at vi kan få det hele til at gå op i en højere enhed, siger Lars Glinvad. 

For Kasper Kusk var Hobro-kampen klart det bedste, man har set fra hans fødder meget længe. 

- Jeg synes, vi især i anden halvleg spillede rigtig god fodbold. Det har kendetegnet os, at vi desværre har lavet nogle dumme fejl, som vi er blevet straffet på, og når vi har lukket af defensivt, så har vi ikke skabt noget offensivt. Jeg håber, at vi kan ramme nogle kampe, hvor vi lukker af og skaber noget offensivt, siger Kasper Kusk. 

Han glæder sig over, at klubben har besluttet sig for at gøre det gratis at komme til fodbold i Hjørring søndag eftermiddag. 

- Det er fedt, at vi har fået nogle fans, som laver noget larm. Det er noget, vi lægger mærke til. Det betyder noget, og så håber jeg virkelig, at vi kan give dem og de andre tilskuere noget at glæde sig over i form af en sejr, siger Kasper Kusk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden