Sport

Allsvenskan og AIK sætter nye nordiske tilskuerrekorder

Allsvenskan havde 10.982 tilskuere per kamp i den netop overståede sæson, og det er ny rekord i Norden.

Med 30.024 tilskuere per hjemmekamp er AIK ny rekordholder i Norden. (Arkivfoto).
Med 30.024 tilskuere per hjemmekamp er AIK ny rekordholder i Norden. (Arkivfoto). Chisato Tanaka/Ritzau Scanpix

10.982 tilskuere per ligakamp.

Det er den nye nordiske rekord, som Allsvenskan satte efter sidste runde i 2025-sæsonen søndag.

Den bedste svenske række fortsætter dermed fremgangen og forbedrer sin egen rekord fra sidste sæson med omkring 200 tilskuere per kamp.

- Klubberne har gjort et enormt stykke arbejde med at udvikle deres arrangementer og skabe trygge, imødekommende og levende arenaer.

- Det er tydeligt, at man tænker langsigtet og sætter publikum i centrum. Denne rekord er et resultat af hele bevægelsens samlede indsats, siger Ola Rydén, der er ligaansvarlig i Svensk Elitfotboll.

Også i den danske Superliga har der været over 10.000 tilskuere per kamp i de seneste sæsoner.

Ifølge Superstats lyder den danske rekord på 10.289 og stammer fra 2022/23-sæsonen. I denne sæson lyder det danske gennemsnit indtil videre på 9606 efter 15 runder.

I Norge, hvor man som i Sverige afvikler sin turnering efter kalenderåret, er rekorden 10.516 ifølge statistiksiden NIFS. I denne sæson snitter nordmændene knap 7200 tilskuere inden de sidste par runder.

Ud over en ny nordisk rekord for en hel sæson har også Stockholm-klubben AIK rundet en stor milepæl.

Med 30.024 tilskuere i gennemsnit til sine hjemmekampe overgår klubben således FC Københavns 28.860 tilskuere per kamp fra 2022/23-sæsonen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden