Alt er ved det gamle i Jammerbugt FC: Masser af nye spillere
Der var masser af nye ansigter til sæsonens første træning i Jammerbugt FC
Opdateret kl. 20:46
PANDRUP: 18 spillere, én træner og klubejer. Det var den Jammerbugt FC-besætning, som mødte op til sæsonens første træning. Blandt de 18 spillere var der en lang række nye ansigter, hvilket var helt som forventet.
Klubejer Klaus-Dieter Müller havde fået personlig overfrakke på i form af et kamerahold fra DR, der fulgte hvert eneste skridt han tog. En så tæt mandsopdækning er ikke set siden Jürgen Kohlers markering af Flemming Povlsen i EM-finalen i 1992.
På banen stod Nabil Trabelsi i spidsen. Han havde fået selskab af en flok spillere, hvor Emil Nielsen umiddelbart blev udpeget som spillende assistenttræner for dagen. Tre danske spillere og 15 afrikanske spillere løb rundt og forsøgte at finde fodfæste på en yderst velplejet fodboldbane.
At Jammerbugt FC i øjeblikket er en speciel størrelse i dansk fodbold blev blot understreget af, at Spillerforeningen var mødt to mand stærk frem til træningen. Allan Reese og den tidligere AaB-spiller Patrick Kristensen havde fundet vej til træningsanlægget, hvor de kunne se en lidt aparte træning. Der var nemlig kun en keeper til rådighed, så da man spillede til to mål, mindede det i høj grad om noget, man har oplevet til en træning i en serie 4-klub.
- Det er svært at vurdere kvaliteten af spillerne efter en enkelt træning. Nogle af spillerne har haft lange rejser hertil. Der er tale om spillere fra Senegal, Nigeria, Mali og Liberia, fortæller Nabil Trabelsi, der understreger, at han ikke er cheftræner, når Jammerbugt FC tager hul på 2. division den 6. august med en udekamp mod Kolding.
- Jeg forventer, at den nye træner er på plads om to uger. Jeg rejser til Tyskland for at passe min Pro-licens-uddannelse om et par uger, så det ligger fast, at jeg ikke skal være træner for klubben. Jeg har bare sagt ja til at hjælpe, til den nye træner er på plads, siger Nabil Trabelsi.
Klubejer Klaus-Dieter Müller fortæller til Nordjyske, at han lige nu er i dialog med en potentiel ny træner i disse dage.
Jammerbugt FC har planlangt en enkelt træningskamp. Det bliver mod en blanding af AGF's reserver og U19-spillere 25. juli.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.