bobslæde

Amerikaner skriver historie med guldmedalje i ny OL-disciplin

Kaillie Humphries er olympisk mester i enerbob, der for første gang er på programmet ved vinter-OL i Beijing.

Kaillie Humphries fra USA blev natten til mandag dansk tid en historisk olympisk mester, da hun som den første nogensinde vandt guld i den nye OL-disciplin enerbob ved legene i Beijing.

Den 36-årige amerikaner var ganske suveræn, da hun i fire heats satte sine konkurrenter til vægs.

Humphries kom i mål med en samlet tid på fire minutter og 19,27 sekunder på anlægget i Yanqing 74 kilometer nord for Beijing.

Hendes landsmand Elana Meyers Taylor og Canadas Christine de Bruin tog sig af sølv og bronze.

Ingen af de to var dog i nærheden af at kunne røre Kaillie Humphries. Taylor sluttede således 1,54 sekunder efter sin landsmand, hvilket er en ganske stor margin i en begivenhed som enerbob.

Enerbob eller monobob, som det også kaldes, er en ny begivenhed ved vinter-OL og er kun for kvinder. Atleterne skal her skubbe en 130 kilo tung slæde i gang så hurtigt, de kan, inden de springer om bord og suser nedad en isbane.

Kørerne kan nå hastigheder på op mod 120 kilometer i timen.

Selv om enerbob er en smule langsommere end en topersoners bobslæde, så tester sporten i højere grad alle atleternes evner, da de kun har dem selv til at skubbe slæden i gang og styre den.

Kaillie Humphries er forsvarende verdensmester i toerbob. Hun har også tidligere vundet OL-guld i disciplinen i Sotji og Vancouver og bronze ved det seneste vinter-OL i Pyeongchang.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden