Amerikaner smadrer egen verdensrekord i 400 meter hækkeløb

Sydney McLaughlin slog natten til lørdag sin egen rekord i 400 meter hækkeløb med tiden 50,68 sekunder.

Sydney McLaughlin vandt guld med rekordtid i 400 meter hækkeløb. <i>Gregory Bull/Ritzau Scanpix</i>

Sydney McLaughlin vandt guld med rekordtid i 400 meter hækkeløb. Gregory Bull/Ritzau Scanpix

Amerikanske Sydney McLaughlins VM i atletik i Oregon er lige blevet en hel del bedre, efter at hun gjorde kål på 400 meter hækkeløb med en ny verdensrekord.

50,68 sekunder lød tiden på. Det er mere end et halvt sekund hurtigere end hendes tidligere verdensrekord, som lød på 51,41 sekunder.

Den gamle rekord nåede da også kun at holde i en måned, før Sydney McLaughlin tog VM-guldet i 400 meter hækkeløb med den nye.

I selve finalen var der ikke meget konkurrence at spore. Den bare 22-årige stjerneløber kom over linjen med adskillige meter foran sølvvinderen Femke Bol fra Holland og landsmanden Dalilah Muhammad, som vandt bronze.

Det er sjette gang på tre år, at verdensrekorden i 400 meter hækkeløb er blevet slået. Inden da havde russiske Yulia Pechonkina rekorden i 16 år.

McLaughlin var ikke den eneste amerikaner, som natten til lørdag gjorde flot figur.

Hendes landsmand Michael Norman tog guldmedaljen i herrernes 400 meter løb.

Det var en velkommen genoprejsning for den 24-årige amerikaner, som skuffede med en 5.-plads til OL i Tokyo i 2021. To år forinden måtte han desuden udgå i semifinalen i VM, da han fik en skade i låret.

Men natten til lørdag så det godt ud for amerikaneren, som kom i mål i tiden 44,29 sekunder. Sølvet gik til Kirani James fra Grenada, som løb de 400 meter på 44,48 sekunder. Britiske Matthew Hudson-Smith vandt bronze med en tid på 44,66.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.