Amerikansk stjerne smadrer konkurrenter i kunstskøjteløb

Nathan Chen overlod intet til tilfældighederne, da han torsdag skøjtede sig til sit første OL-guld.

Nathan Chen var suveræn i kunstskøjteløb ved vinter-OL i Beijing. <i>Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix</i>

Nathan Chen var suveræn i kunstskøjteløb ved vinter-OL i Beijing. Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix

Kunstskøjteløberen Nathan Chen har været urørlig ved vinter-OL i Beijing.

I den individuelle konkurrence vandt han tirsdag klart i det korte program, og torsdag smadrede den 22-årige amerikaner sine konkurrenter i det frie program.

Efter de to konkurrencer havde han distanceret sin nærmeste konkurrent med over 20 point, og så fik han sin første OL-guldmedalje om halsen.

I alt nåede han op på 332,60 point, hvilket er blot tre point fra hans egen verdensrekord. Japanske Yuma Kagiyama fik 310,05 point og tog sølv. Shoma Uno fra Japan tog bronzemedaljen.

Nathan Chens største rival, japanske Yuzuru Hanyu, der har vundet OL-guld i den individuelle disciplin de seneste to gange, faldt flere gange i sit program og måtte nøjes med fjerdepladsen.

I torsdagens frie program havde amerikaneren trukket i en rødlig trøje med et stjernelignende motiv, og med Elton Johns "Rocket Man" bragende ud af højttalerne, diskede han op med sit suveræne program.

Dommerne belønnede ham med 218,63 point.

På den måde fulgte han op på tirsdagens korte program, hvor han med 113,97 point satte verdensrekord i disciplinen.

Nathan Chen har tidligere hentet en OL-bronzemedalje i holddisciplinen, og så er han tredobbelt verdensmester.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.