Amerikansk teenager når sin første grand slam-semifinale
18-årige Cori Gauff er klar til semifinalen i French Open, hvor hun møder stor overraskelse fra Italien.
Den amerikanske tennisspiller Cori Gauff er for første gang i karrieren klar til semifinalen i en grand slam-turnering.
Tirsdag eftermiddag vandt den 18-årige Gauff sin rent amerikanske kvartfinale over Sloane Stephens med cifrene 7-5, 6-2.
Dermed overgik hun karrierens bedste grand slam-resultat. Også sidste år nåede hun kvartfinalen i French Open, men nu er hun altså skridtet videre og klar til semifinalen mod italienske Martina Trevisan på torsdag.
Gauff lignede længe en sikker vinder af første sæt, men Stephens kom tilbage fra 2-5 til 5-5 og skabte ny spænding.
Men Gauff, der ligger nummer 23 på verdensranglisten, hev sættet hjem, og i andet sæt var der ingen slinger overhovedet.
Nu venter så Martina Trevisan, der aldrig tidligere har været i nærheden af stor succes i grand slam-sammenhæng trods sine 28 år.
Hun har aldrig før været længere end til anden runde, men i karrierens første grand slam-kvartfinale optrådte hun garvet på den store scene og slog sidste års US Open-finalist Leylah Annie Fernandez med cifrene 6-2, 6-7, 6-3.
Trevisan er blot nummer 59 på verdensranglisten, men har lige nu udsigt til at avancere til 26.-pladsen efter French Open.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.