Amerikanske snowboardere vinder OL-guld i spritny begivenhed
USA blev den store vinder, da snowboard-cross for mixhold for første gang var på OL-programmet lørdag.
USA sikrede sig natten til lørdag dansk tid det første olympiske guld nogensinde i snowboard-cross for mixhold.
Sejren kom i hus, da Lindsey Jacobellis slog italienske Michela Moioli i et utrolig tæt finaleheat.
Canada, hvis kvindelige snowboarder styrtede undervejs, sikrede sig bronze.
Det erfarne amerikanske hold bestående af Jacobellis og 40-årige Nick Baumgartner vandt samlet over Italien med 0,2 sekunder.
Jacobellis vandt onsdag USA's første guldmedalje ved legene i Beijing, da hun også kom først over stregen i kvindernes snowboard-cross.
Jacobellis og Baumgartner var det ældste hold i lørdagens finale. Det er første gang, at snowboard-cross for mixhold var på det olympiske program.
De fleste af deltagerne kendte dog banen på Genting Snow Park i Zhangjiakou godt i forvejen, da de fleste af dem havde konkurreret på den i individuelle løb tidligere på ugen.
Lørdagens finale var præget af kraftigt snevejr. Det dækkede banen i et tykt lag puddersne og gav samtidig dårligere sigtbarhed end normalt.
Samtidig var temperaturen isnende minus 11 grader.
Australske Belle Brockhoff måtte som eneste deltager udgå af begivenheden, da hun blev offer for et grimt styrt i kvartfinalen.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.