Sport

Amorim: Holdkammerater skal hjælpe Højlund ud af målkrise

Rasmus Højlund skal serviceres bedre, mener Ruben Amorim, der trods målkrise har tiltro til danskerens evner.

Ruben Amorim har ikke fået meget hjælp af sin danske angriber i de seneste måneder. Som følge af vigende resultater ligger Manchester United nummer 15 i Premier League.
Ruben Amorim har ikke fået meget hjælp af sin danske angriber i de seneste måneder. Som følge af vigende resultater ligger Manchester United nummer 15 i Premier League. Dave Thompson/Ritzau Scanpix

Landsholdsangriberen Rasmus Højlund slider med sit spil i øjeblikket, og det er to og en halv måned siden, han senest har noteret sig for en scoring for Manchester United.

Ifølge klubbens cheftræner, Ruben Amorim, bærer holdkammeraterne også en vigtig del af ansvaret for, at danskeren trods kontinuerlig spilletid ikke har scoret i sine seneste 16 kampe for den underpræsterende storklub.

Det siger Ruben Amorim på et pressemøde forud for onsdagens hjemmekamp mod Ipswich i Premier League.

- Jeg synes, det er åbenlyst, at vi som et hold ikke har hjulpet Rasmus. Vi skaber ikke mange chancer.

- Jeg synes, at Rasmus har et stort potentiale. Hvis vi forbedrer vores spil, så kommer han også til at få flere muligheder for at score mål, siger Ruben Amorim ifølge AFP.

Portugiseren pointerer, at Højlund i andre perioder har vist sig som en vigtig figur i Uniteds angreb. Hvis hele holdet fungerer bedre end i de seneste måneder, vil danskeren naturligt også komme til at se bedre ud.

- Han var meget ung, da han kom til klubben, og når man er ung, kan det godt være hårdt at spille eneangriber. Men han har evnerne til det, det har han vist flere gange.

- Det er mere et spørgsmål om at få holdet til at fungere, end det er et spørgsmål om Rasmus' evner, siger Ruben Amorim.

22-årige Højlund har scoret 23 mål i 76 kampe for Manchester United på tværs af alle turneringer. Hans seneste mål var 12. december sidste år.

På det danske landshold har han også længe haft svært ved at score. Hans seneste fuldtræffer var i oktober 2023 mod San Marino, verdensranglistens dårligste hold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden