Sport

Amorim udelader Højlund fra United-trup i sæsonpremiere

Manchester United åbner Premier League-sæsonen med et brag mod Arsenal, men Rasmus Højlund er udeladt.

På klubbens hjemmeside fremgår cheftræner Ruben Amorims udvalgte, og her er Højlund end ikke med på bænken. (Arkivfoto).
På klubbens hjemmeside fremgår cheftræner Ruben Amorims udvalgte, og her er Højlund end ikke med på bænken. (Arkivfoto). Patrick Mcdermott/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund er slet ikke med i den Manchester United-trup, der søndag åbner Premier League-sæsonen hjemme mod Arsenal.

På klubbens hjemmeside fremgår cheftræner Ruben Amorims udvalgte, og her er Højlund end ikke med på bænken.

Braget på Old Trafford fløjtes i gang klokken 17.30.

Den unge danske angriber Chido Obi er ligeledes blevet siet fra United-truppen.

Til gengæld er danske Patrick Dorgu at finde blandt Manchester Uniteds startende elleve.

For udeholdet Arsenal er landsholdsspilleren Christian Nørgaard heller ikke med i truppen. Nørgaard skiftede denne sommer til Arsenal fra Brentford.

Rasmus Højlund rygtes kraftigt væk fra Manchester United denne sommer.

Før sæsonpremieren mod Arsenal forklarede United-chefen Ruben Amorim dog, at angriberen ikke var forsvundet fra hans radar.

- Han er endnu en mulighed. Rasmus er stadig vores spiller, sagde Amorim ifølge BBC kortfattet på et pressemøde fredag.

Der var store forventninger til Rasmus Højlund, da han i sommeren 2023 blev hentet til Premier League-klubben.

Danskeren har bidraget med 26 mål i 95 kampe. I Premier League er det blot blevet til 14 af slagsen, og han har undervejs haft nogle lange scoringstørker.

I den forgangne sæson blev det til masser af spilletid, men United havde som hold en miserabel sæson og endte lige over nedrykningsstregen i ligaen.

Det har fået klubben til at tage spenderbukserne på over sommeren, hvor både Bryan Mbeumo og Benjamin Sesko er hentet til offensiven for store millionbeløb.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden