AaB

Analyse: AaB's trænervalg kommer til at overraske

Alt tyder på, at klubben bringer en joker ind i den danske trænerkabale

Peter Feher er som det ser ud lige nu det bedste bud, hvis det skal være en dansk træner, der bliver permanent løsning. Arkivfoto: Lars Pauli

Peter Feher er som det ser ud lige nu det bedste bud, hvis det skal være en dansk træner, der bliver permanent løsning. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB’s nye sportschef Inge André Olsen har på kort tid vist sig at være en særdeles handlekraftig herre, der ikke er bange for at rokke ved status quo i superligaklubben.

Denne sommer var mange overraskede over signingen af flere unge spillere med udenlandsk pas, når AaB’s strategiplan i høj grad fokuserer på Nordkraften, der sigter mod udvikling af unge nordjyske spillere.

Den plan er Inge André Olsen ikke gået væk fra, men han har valgt at supplere den med nye ideer.

Nu står den norske sportschef over for det hidtil vigtigste valg i sin korte karriere i klubben, når han skal ud at finde en ny træner, efter Jacob Friis desværre måtte sige sit job op tidligere på ugen for at fokusere på sin syge datter.

Kedelig stoleleg

Alt tyder på, at sportschefen endnu engang kommer til at overraske med sit valg.

Den danske trænerkabale har ellers normalt karakter af en særdeles kedelig stoleleg, hvor der er sæder nok til alle. Nogle forlader stolen ind imellem, men de kan relativt hurtigt finde en ny hvileplads.

Hvis der er en, der har taget din stol, kan du altså sagtens finde en anden. Og sådan kører det rundt og rundt - år efter år.

AaB viste allerede med ansættelsen af Inge André Olsen, at de var villige til at medbringe nye gæster til stolelegen, og sådan er jeg ret overbevist om, at det kommer til at gå igen.

I en international retning

Sportschefen har sagt, at der skal findes et navn, som kan udvikle unge og især nordjyske spillere - samt udvikle et hold, der kan presse højt og have intensitet i spillet og flytte AaB i en international retning.

- AaB er en stor og traditionsrig klub, som har et navn og en strategi, som skal videreføres, men vi ønsker også, at en træner kan tilføre os noget nyt, som sportschefen sagde til NORDJYSKE forleden.

Kigger man ud over stolelegen, er det svært at finde et navn, der passer til den karakteristik. Ståle Solbakken kommer ikke til at ske, Alexander Zorniger gav ikke de unge chancen og virkede ikke ligefrem som en, der arbejdede sammen med andre i tiden i Brøndby.

Bo Henriksen passer ikke til den ønskede spillestil, og jeg har også svært ved at forestille mig, Lucas Andersen skrige af modstanderne, når han går op i højt pres, som Bo Henriksen dikterede det i Horsens.

Det er simpelthen svært at få øje på den rette afløser blandt de navne, vi kender i forvejen.

Det kan selvfølgelig være, at AaB vælger at beholde Peter Feher, der har overtaget sædet midlertidigt, og det vil også være et nyt navn i kabalen i den bedste række.

Men mere sandsynligt er det, at sportschefen bruger sit mere internationale netværk og finder et navn, der både har de rette karakteristika, og som også kan bidrage med nyt blod til en klub, der ofte har fået ris for at kigge i egne rækker i både første og anden omgang.

Alt tyder på, at den modus operandi er en saga blot med tilgangen af Inge André Olsen som sportschef.

De kommende uger bliver særdeles spændende. Dels kan AaB sende et vigtigt signal med at finde et udenlandsk navn fra en høj hylde.

Men de kan også overraske ved at vælge et mere ukendt navn, der bare passer perfekt på de krav, der er stillet. Ganske som klubben gjorde, da den ansatte Inge André Olsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.